Kjærlighedens Komedie
Avansert visning Innstillinger for teksten Nedlastinger
Sammenligne
forskjellige utgaver
av teksten
Gå til avansert visning
Vis utgaveopplysninger
Vis førsteutgavens sideskift
Vis hundreårsutgavens sideskift
xml, pdf, epub, kindle
Om verket
Les mer om verket
1.utg: [1]
HIS: 47
HU: 139
KJÆRLIGHEDENS KOMEDIE
KOMEDIE I TRE AKTER
CHRISTIANIA
TRYKT HOS H. J. JENSEN
1862

 
1.utg: [2]
1.utg: [3]
KJÆRLIGHEDENS KOMEDIE
1.utg: [4]
HIS: 48
HU: 141
Personerne
FRU HALM, EN Embedsmands Enke

SVANHILD
ANNA hendes Døttre

FALK, en ung Forfatter
LIND, theologisk Student hendes Logerende
GULDSTAD, Grosserer
STYVER, Kopist
FRØKEN SKJÆRE, HANS Forlovede
STRAAMAND, Præst fra Landet
FRU STRAAMAND, hans Kone
studenter, gjæster, familier og FORLOVEDE PAR
PRÆSTEFOLKENES OTTE PIGEBØRN
fire tanter , EN husjomfru , EN oppasser , TJENESTEPIGER
Handlingen foregaar paa Fru Halms Løkke ved Drammensvejen.
1.utg: [5]
HIS: 49
HU: 143
FØRSTE AKT
Scenen forestiller en smuk Have med uregelmæssige men smagfulde Anlæg; i Baggrunden sees Fjorden og Øerne udover. Tilvenstre for Tilskuerne Hovedbygningen med en Veranda og ovenover denne et aabent Kvistvindu; tilhøjre i Forgrunden et aabent Lysthus med Bord og Bænke. Landskabet ligger i stærk Aftenbelysning. Det er tidligt paa Sommeren; Frugttræerne blomstrer.
Naar Tæppet gaar op sidder Fru Halm, Anna og Frøken Skjære paa Verandaen, de to Første med Haandarbejde, den Sidste med en Bog. I Lysthuset sees Falk, Lind, Guldstad og Styver; paa Bordet staar Punschmugge og Glasse. Svanhild sidder alene i Baggrunden ved Vandet.
FALK reiser sig med hævet Glas og synger
Solglad Dag i hegnet Have
Skabtes Dig til Lyst og Leg;
Tænk ej paa, at Høstens Gave
Tidtnok Vaarens Løfter sveg.
Æbleblomsten, hvid og vakker,
Breder over Dig sit Tjeld, –
Lad den saa langs alle Bakker
Drysses vejrslaat næste Kvæld!
KOR AF HERRERNE
Lad den saa langs alle Bakker
o. s. v.
HIS: 50
FALK
Hvad vil Du om Frugten spørge
Midt i Træets Blomstertid?
Hvorfor sukke, hvorfor sørge,
Sløvet under Slæb og Slid?
HU: 144
Hvorfor lade Fugleskræmmen
Klappre Dag og Natt paa Stang!
Glade Broder, Fuglestemmen
Ejer dog en bedre Klang!
1.utg: 6
HERRERNE
Glade Broder, Fuglestemmen
o. s. v.
FALK
Hvorfor vil Du Spurven jage
Fra din rige Blomstergren!
Lad den før som Sangløn tage
Din Forhaabning en for en.
Tro mig, Du ved Byttet vinder,
Tusker Sang mod sildig Frugt;
Husk Moralen « Tiden rinder»;
Snart din Friluftslund er lukt.
HERRERNE
Husk Moralen «Tiden rinder»
o. s. v.
FALK
Jeg vil leve, jeg vil synge,
Til den dør, den sidste Hækk;
Fej da trøstig Alt i Dynge,
Kast saa hele Stadsen væk.
Grinden op; lad Faar og Kviger
HIS: 51
Gramse graadigt, hver som bedst;
Jeg brakk Blomsten; lidt det siger,
Hvem der tar den døde Rest!
HERRERNE
Jeg brakk Blomsten; lidt det siger,
o. s. v.
De klinker og tømmer Glassene.
FALK til Damerne
Se, det var Visen, som De bad mig om; –
Bær over med den; jeg er tanketom.
GULDSTAD
Aa, hvad gjør det, naar bare Visen klinger.
HU: 145
FRØKEN SKJÆRE
ser sig om
Men Svanhild, som saa ivrig var især –?
Da Falk begyndte, fik med Et hun Vinger;
Nu er hun borte.
1.utg: 7
ANNA
peger mod Baggrunden
Nej hun sidder der.
FRU HALM med et Suk
Det Barn! Gud ved, naar jeg faar Skikk paa hende!
FRØKEN SKJÆRE
Men sig, Herr Falk, mig syntes Visens Ende
Var mindre rig paa – saadan – Poesi,
Som ellers findes hist og her deri.
HIS: 52
STYVER
Ja, og det var dog ganske vist saa let,
At faa lidt mer mod Slutningen placeret.
FALK klinker med ham
Man kliner ind, lig Kidt i sprukkent Bræt,
Til den blir fed nok, spækket, marmoreret.
STYVER uforstyrret
Ja det gaar glatt; jeg husker det saa godt
Ifra mig selv.
GULDSTAD
Hvad? Har De Musen redet?
FRØKEN SKJÆRE
Min Kjæreste? Gud ja!
STYVER
Aa kun saa smaatt.
FRØKEN SKJÆRE til Damerne
Han er romantisk af sig.
FRU HALM
Jo, vi ved det!
1.utg: 8
STYVER
Nu ikke mere; det er lang Tid siden.
FALK
Fernis og Romantik gaar af med Tiden.
Men forhen altsaa –?
STYVER
Ja, det var nu i
Den Tid, jeg var forelsket.
HIS: 53
FALK
Er da den forbi?
Jeg trode ej din Elskovsrus udsovet!
STYVER
Nu er jeg jo officielt forlovet;
Det er jo mere end forelsket, veed jeg!
HU: 146
FALK
Ret saa, min gamle Ven, jeg holder med Dig!
Du avanceret har, bestaat det Sværeste:
Forfremmelsen fra Elsker og til Kjæreste.
STYVER med et behageligt Erindringssmil
Det er dog rart! Jeg skulde fast forsvoret
Mit Mindes Faktiskhed i dette Nu.
(vender sig til Falk)
For syv Aar siden, – vil Du tro det Du?
Jeg gjorde Vers i Stilhed paa Kontoret.
FALK
Du gjorde Vers – ved Pulten?
STYVER
Nei, ved Bordet.
GULDSTAD slaar paa sit Glas
Silentium, nu har Kopisten Ordet!
1.utg: 9
STYVER
Især om Aftningen, naar jeg var fri,
Jeg konciperte Remser Poesi,
Saa lange, som – ja to-tre brukne Ark.
Det gik!
HIS: 54
FALK
Du gav din Muse blot et Spark,
Saa traved hun –
STYVER
Ustemplet eller stemplet
Papir, se det var hende lige godt.
FALK
Saa Poesien flommed lige flot?
Men hør, hvorledes brød Du ind i Templet?
STYVER
Ved Hjælp af Kjærlighedens Brækjern, Ven!
Med andre Ord, saa var det Frøken Skjære,
Min Kjæreste, som hun blev senere hen,
For dengang var hun –
FALK
Ret og slet din Kjære.
STYVER vedblivende
Det var en sælsom Tid; min Jus jeg glemte;
Min Pen jeg spidsed ej, nej jeg den stemte,
Og naar den i Konceptpapiret rev,
Det klang som Melodi til hvad jeg skrev; –
Tilslut saa expederte jeg et Brev
Til hende – hun –
HU: 147
FALK
Hvis Kjæreste Du blev.
STYVER
Tænk, samme Dato indløb hendes Svar;
Andragendet bevilget, – Sagen klar!
1.utg: 10
HIS: 55
FALK
Og Du, Du følte Dig ved Pulten større;
Du havde bragt din Elskov paa det Tørre!
STYVER
Naturligvis.
FALK
Og aldrig mer Du digted?
STYVER
Nej, jeg har aldrig siden mærket Trang;
Det var med Et, som om mig Aaren svigted, –
Og naar jeg prøver nu en enkelt Gang
At sætte sammen blot et Nytaarsvers,
Saa kommer Rim og Versemaal paatvers,
Og, – jeg forstaar ej, hvad det stikker i, –
Men det blir Jus og ikke Poesi.
GULDSTAD klinker med ham
Og derfor er, min Sjæl, De lige god!
(til Falk)
De tror nu Færgen over Lykkens Flod
Er bare til, for Dem at sætte over, –
Men se Dem for, ifald De Farten vover.
Hvad Deres Vise angaar, ved jeg ej
Om den poetisk er i alle Ender;
Men, hvordan end De Visen snor og vender,
Den har en slet Moral, det siger jeg.
Hvad skal man kalde slig Økonomi:
At lade alskens Fugle æde Karten
Før den faar Tid til moden Frugt at bli;
At lade Kjør og Faar faa bejte fri
Herinde saadan udpaa Sommerparten?
Jo, her blev vakkert næste Vaar, Fru Halm!
HIS: 56
FALK
reiser sig
Aa, næste, næste! Tanken er mig kvalm,
Som i det slappe Ord «det Næste» ligger, –
1.utg: 11
Det gjør hver Glædens Rigmand til en Tigger!
Hvis jeg som Sprogets Sultan maatte raade
HU: 148
En Time kun, det Silkesnoren fik,
Og skulde ud af Verden uden Naade,
Som b og g af Knudsens Grammatik.
FRU HALM
Hvad har De da imod det pene Ord?
FALK
At det formørker os Guds fagre Jord.
«Vor næste Kjærlighed», «vor næste Viv»,
«Vort næste Maaltid» og «vort næste Liv», –
Se, den Forsynlighed, som heri ligger,
Den er det, som gjør Glædens Søn til Tigger.
Saalangt Du ser, forstygger den vor Tid,
Den dræber Nydelsen af Øjeblikket;
Du har ej Ro før Du faar Baaden vrikket
Imod «den næste» Strand med Slæb og Slid; –
Men er Du fremme, – mon Du da tør hvile?
Nej, Du maa atter mod et «Næste» ile.
Og saadan gaar det – fortvæk – udaf Livet, –
Gud ved, om bag et Stoppested er givet.
FRU HALM
Men fy, Herr Falk, hvor kan De tale saa!
ANNA tankefuld
O, det han siger, kan jeg godt forstaa;
Der maa dog noget Sandt paa Bunden være.
HIS: 57
FRØKEN SKJÆRE
bekymret
Sligt maa min Kjæreste ej høre paa,
Han er excentrisk nok. – Aa hør, min Kjære;
Kom hid et Øjeblik!
STYVER beskjæftiget med at rense sin Pibespids
Jeg kommer snart.
1.utg: 12
GULDSTAD
til Falk
Ja, Et er mig dog idetmindste klart:
At De bør holde noget mer i Ære
Forsynligheden; – tænk Dem blot, ifald
De skrev et Digt idag og satte al
Den dyre Restbeholdning ind deri,
Som De paa Lager har af Poesi,
Og fandt, De Intet havde mer tilbedste,
Naar De imorgen digtede det Næste, –
Da fik Kritiken Dem nok i Kalotten.
HU: 149
FALK
Jeg tvivler paa, den mærked Bankerotten;
Da rangled Arm i Arm Kritik og jeg
Gemytligt frem jo paa den samme Vej.
(afbrydende og med Overgang)
Men sig mig, Lind, hvad gaar der dog af Dig?
Du sidder her den hele Tid saa sturen;
Studerer Du maaske Arkitekturen?
LIND tar sig sammen
Jeg? Hvorfor falder Du paa det?
HIS: 58
FALK
Jo vist;
Du har ej Øjet fra Altanen hist.
Er det Verandastilens brede Buer,
Som Du med slig Dybsindighed beskuer,
Hvad heller Dørens kunstigt skaarne Hængsler,
Og Vindueslemmene med ditto Stængsler?
For Noget er det, som din Tanke fængsler.
LIND med et straalende Udtryk
Nei, Du tar Feil; jeg sidder her og lever.
Berust i Nuet Intet mer jeg kræver.
Jeg har en Følelse, som om jeg stod
Med Verdens Rigdom drysset for min Fod!
Tak for din Sang om Glædens Liv i Vaaren;
1.utg: 13
Den var som af mit eget Indre skaaren!
(hæver sit Glas og vexler et Blik med Anna, umærkeligt for de Øvrige)
En Skaal for Blomsten, der den dufter smukt,
Foruden Tanke paa at vorde Frugt!
(drikker tilbunds)
FALK ser paa ham, overrasket og greben, men tvinger sig under en let Tone
Vil mine Damer høre; det var Nyt!
Her har jeg letvindt gjort en Proselyt.
Igaar han gik med Salmebog i Lommen,
Idag han kjækt trakterer Digtertrommen. –
Man paastaar vel, at vi Poeter fødes;
HU: 150
Men stundom kan en Prosaist dog gjødes
Saa ubarmhjertigt, som en strasburgsk Gaas,
Med rimet Sludder og med metrisk Vaas,
Saa alt hans Indre, Lever, Sjæl og Kraas,
Naar ud det vrænges, findes ganske fuldt
Af lyrisk Ister og rethorisk Smult.
(til Lind)
HIS: 59
Men Tak forresten for din gode Mening; –
Herefter slaar vi Harpen i Forening.
FRØKEN SKJÆRE
Ja De, Herr Falk, De er vel flittig nu?
I landlig Ro, – her mellem Blomstergrene,
Hvor De kan færdes for Dem selv alene – –
FRU HALM smilende
Nej han er doven, saa det er en Gru.
FRØKEN SKJÆRE
Jeg havde tænkt, De, som Fru Halms Logerende,
Var bleven rigtig stærkt poetiserende.
(peger ud til Høire)
Det lille Havehus, bag Løvet gjemt,
Det ligger for en Digter saa bekvemt, –
Der synes mig, De maatte blive stemt – –
1.utg: 14
FALK
gaar over mod Verandaen og læner sig med Armene paa Rækværket
Dækk mine Øjnes Spejl med Blindheds Skimmel,
Saa skal jeg digte om den lyse Himmel.
Skaff mig, om blot en Maanedstid paa Borg,
En Kval, en knusende, en Kjæmpesorg,
Saa skal jeg synge Livets Jubel ud.
Og helst, min Frøken, skaff mig blot en Brud,
Som er mig Alt, mit Lys, min Sol, min Gud.
Jeg har om den Ting supplicert Vorherre,
Men han har hidtil vist sig døv, desværre.
FRØKEN SKJÆRE
Fy, det er jo frivolt!
HIS: 60
FRU HALM
Ja hæsligt sagt!
HU: 151
FALK
Aa, De maa ikke tro det var min Agt
At gaa med hende under Arm paa Kurland;
Nej, midt i Lykkens vilde Jubeljagt
Hun maatte gaa til Evighedens Urland.
Jeg trænger til lidt aandig Gymnastik,
Som jeg paa den Vis maaske grundigst fik.
SVANHILD har under det Foregaaende nærmet sig; hun staar nu tætt ved Falk og siger med et bestemt men lunefuldt Udtryk
Godt, jeg skal be’ for Dem om slig en Skjæbne;
Men naar den kommer, – bær den som en Mand.
FALK har vendt sig overrasket
Aa, Frøken Svanhild! – Jo, jeg skal mig væbne.
Men tror De ogsaa, at jeg stole kan
Paa Deres Bøn, som noget rigtigt Virkende?
Med Himlen, ser De, maa man omgaaes lirkende.
Jeg veed jo nok, De Vilje har for To
Til mig at skille ved min Sjælero;
1.utg: 15
Men om De ogsaa har behørig Tro,
Se, det er Sagen.
SVANHILD mellem Spøg og Alvor
Vent til Sorgen kommer
Og gulner Livets lyse, grønne Sommer, –
Vent til den nager vaagen og i Drømme,
HIS: 61
Saa kan om Styrken af min Tro De dømme.
Hun gaar over til Damerne.
FRU HALM dæmpet
Men vil I To da aldrig holde Fred?
Nu har Du gjort Herr Falk for Alvor vred.
(vedbliver at tale sagte og formanende. Frøken Skjære blander sig i Samtalen. Svanhild staar kold og taus)
FALK gaar efter en kort tankefuld Stilhed over til Lysthuset og siger hen for sig
Der lyste Vished ud af hendes Blikke.
Mon jeg skal tro, som hun det tror saa trygt,
At Himlen vil –
GULDSTAD
Aa nei-Gud vil den ikke!
HU: 152
Den var da, med Respekt, og brav forrykt,
Om den effektuerte slige Ordres.
Nej ser De, gode Hode, – hvad der fordres,
Det er Motion for Arme, Ben og Kropp.
Ligg ikke her og glo i Løvet op
Den lange Dag; hugg Ved om ikke Andet.
Det maatte ogsaa være rent forbandet,
Om ikke inden fjorten Dage De
For Deres gale Nykker da var fri.
FALK
Jeg staar som Æslet, snørt i Valgets Baand;
Tilvenstre har jeg Kjød, tilhøire Aand;
Hvad var vel visest her at vælge først.
1.utg: 16
HIS: 62
GULDSTAD
idet han skjænker i Glassene
Først et Glas Punsch, det slukker Harm og Tørst.
FRU HALM ser paa sit Uhr
Men den er otte snart; nu tror jeg næsten
Det er paa Tiden vi kan vente Præsten.
(rejser sig og rydder op paa Altanen)
FALK
Hvad? Skal her komme Præster?
FRØKEN SKJÆRE
Gud, ja vist!
FRU HALM
Det var jo det, som jeg fortalte sidst – –
ANNA
Nej Moer, Herr Falk var ikke da tilstede.
FRU HALM
Naa, det er sandt. Men bliv dog ej saa trist;
Tro mig, af det Besøg De høster Glæde.
FALK
Men sig, hvem er han da, den Glædens Saamand?
FRU HALM
Aa Herregud, det er jo Præsten Straamand.
FALK
Ja saa. Jeg tror, at jeg har hørt hans Navn,
Og læst, at han skal ind og gjøre Gavn,
Som Storthingsmand, paa Politikens Marker.
HIS: 63
STYVER
Ja han er Taler.
GULDSTAD
Skade blot, han harker.
FRØKEN SKJÆRE
Nu kommer han med Frue –
1.utg: 17
FRU HALM
Og med Arvinger –
HU: 153
FALK
At more dem i Forvejen lidt, de Hulde, –
For siden faar han begge Hænder fulde
Med svenske Spørgsmaal og med Statsraadsgarvinger;
Jo, jeg forstaar.
FRU HALM
Det er en Mand, Herr Falk!
GULDSTAD
Ja, i sin Ungdom var han nu en Skalk.
FRØKEN SKJÆRE fornærmet
Naa saa, Herr Guldstad! Alt fra jeg var liden
Har jeg hørt tale dog med stor Respekt, –
Og det af Folk, hvis Ord har megen Vægt –
Om Præsten Straamand og hans Livs Roman.
GULDSTAD leende
Roman?
FRØKEN SKJÆRE
Roman. Jeg kalder Sligt romantisk,
Som ej af Hverdagsfolk vurderes kan.
HIS: 64
FALK
De spænder min Nysgjærrighed gigantisk.
FRØKEN SKJÆRE vedblivende
Men Gudbevars, der gives altid Visse,
Som af det Rørende sig lader hidse
Til Railleri! Det er jo velbekjendt
At her var En, som bare var Student,
Der var saa lav, saa ryggesløs, saa ussel,
At kriticere selve William Russell.
1.utg: 18
FALK
Men sig, er Oplandspræsten da et Digt,
Et kristent Drama eller noget Sligt?
FRØKEN SKJÆRE rørt til stille Taarer
Nej Falk, – et Menneske, paa Hjerte rigt.
Men naar en død, en ganske livløs Ting,
Kan foraarsage slige Ondskabssting
Og vække fæle Lidenskabers Mængde
Af slig en Dybde –
FALK deltagende
Og af slig en Længde –
FRØKEN SKJÆRE
Saa vil, med Deres skarpe Blik, De snart
Begribe at –
HU: 154
FALK
Ja, det er ganske klart.
Men hvad der hidtil er mig mindre tydeligt,
Det er Romanens Indhold og dens Art.
Jeg kan nok ane, det er noget Nydeligt;
Men hvis det lod sig sige i en Fart –
HIS: 65
STYVER
Jeg skal af Sagens Fakta extrahere
Det Vigtigste.
FRØKEN SKJÆRE
Nej, jeg erindrer Mere;
Jeg kan fortælle –
FRU HALM
Det kan ogsaa jeg!
FRØKEN SKJÆRE
Aa nej, Fru Halm, nu er jeg alt paa Vej.
Ser De, Herr Falk, – han gjaldt, som Kandidat,
1.utg: 19
For et af Hovedstadens bedste Hoder,
Forstod sig paa Kritik og nye Moder –
FRU HALM
Og spillede Komedie privat.
FRØKEN SKJÆRE
Ja bi nu lidt! Han musicerte, malte, –
FRU HALM
Og husk, hvor pent Historier han fortalte.
FRØKEN SKJÆRE
Ja giv dog Tid; jeg kan det paa en Prikk.
Han skrev og komponerte selv Musik
Til Noget, som en – Forelægger fik;
Det kaldtes «Syv Sonetter til min Maren.»
Aa Gud, hvor sødt han sang dem til Guitaren!
HIS: 66
FRU HALM
Ja det er vist, at han var genial!
GULDSTAD dæmpet
Hm, Somme mente nu, at han var gal.
FALK
En gammel Praktikus, som ikke henter
Sin Visdom blot af mugne Pergamenter,
Har sagt, at Kjærligheden gjør Petrarker
Saa let, som Fæ og Ladhed Patriarker.
Men hvem var Maren?
FRØKEN SKJÆRE
Maren? Det var Hende, –
HU: 155
Hans Elskede, som snart De lærer kjende.
Hun var en Datter af et Kompagni –
GULDSTAD
Et Trælasthus.
1.utg: 20
FRØKEN SKJÆRE
kort
Ja, det maa Herren vide.
GULDSTAD
For det var hollandsk Last de gjorde i.
FRØKEN SKJÆRE
Sligt hører til den trivielle Side.
FALK
Et Kompagni?
HIS: 67
FRØKEN SKJÆRE
vedblivende
Som ejed store Grunker.
De kan vel tænke, hvor der Kur blev gjort;
Der meldtes Friere af første Sort –
FRU HALM
Og mellem dem saagar en Kammerjunker.
FRØKEN SKJÆRE
Men Maren værged kjækt om Kvindens Ret.
Hun havde Straamand mødt i Dramatiken:
At se og elske ham, det var nu Et –
FALK
Og Bejlerskaren maatte staa i Stikken?
FRU HALM
Ja vil De tænke Dem den Romantiken!
FRØKEN SKJÆRE
Og læg saa til en gammel grusom Far,
Som bare gik omkring og skilte Hjerter, –
Jeg tror der ogsaa en Formynder var,
For endnu mer at øge deres Smerter.
Men hun blev ham og han blev hende tro;
De drømte sammen om et straatækt Bo,
Et snehvidt Faar, som kunde nære To –
1.utg: 21
FRU HALM
Ja i det højeste en liden Ko, –
HIS: 68
FRØKEN SKJÆRE
Kort sagt, som de for mig saa tidt erklærte,
En Bækk, en Hytte og hinandens Hjerte.
FALK
Ak ja! Og saa –?
FRØKEN SKJÆRE
Saa brød hun med sin Slægt.
FALK
Hun brød –?
FRU HALM
Hun brød med den.
FALK
Se, det var kjækt.
HU: 156
FRØKEN SKJÆRE
Og flytted til sin Straamand op paa Kvisten.
FALK
Hun flytted op! Foruden – saadan – Vielse?
FRØKEN SKJÆRE
Aa fy!
FRU HALM
Fy Skam! Min salig Mand paa Listen
Staar blandt Forloverne –!
STYVER til Frøkenen
Ja, din Fortielse
Af Faktum er det, som forvolder Tvisten.
I Referater har det megen Vægt
HIS: 69
At ordne kronologisk og korrekt.
Men jeg kan aldrig faa det i mit Hode,
Hvor de kom af det –
1.utg: 22
FALK
fortsættende
thi man tør formode,
At Faar og Ko ej med paa Kvisten bode.
FRØKEN SKJÆRE til Styver
Aa, Du skal vel betænke Et, min Gode:
Man trænger ej, hvor Kjærligheden troner;
To ømme Hjerter klarer sig med Lidt.
(til Falk)
Han elsked hende til Guitarens Toner,
Og hun gav paa Klaveer Informationer –
FRU HALM
Og saa, forstaar sig, tog de paa Kredit –
GULDSTAD
Et Aar, til Handelshuset gik Fallit.
FRU HALM
Men saa fik Straamand Kald etsteds der nordpaa.
FRØKEN SKJÆRE
Og i et Brev, jeg siden saa, han svor paa,
Han leved blot for Pligten og for hende.
FALK supplerende
Og dermed var hans Livs Roman tilende.
FRU HALM reiser sig
Ja nu jeg tror vi gaar i Haven ned;
Vi maa jo se, om vi dem har ivente.
HIS: 70
HU: 157
FRØKEN SKJÆRE
idet hun tar Mantillen paa
Det er alt svalt.
FRU HALM
Ja, Svanhild, vil Du hente
Mit uldne Shavl.
1.utg: 23
LIND
til Anna, ubemærket af de Øvrige
Gaa forud!
FRU HALM
Kom saa med!
Svanhild gaar ind i Huset; de Andre, undtagen Falk, gaar mod Baggrunden og ud tilvenstre. Lind, der har fulgt med, standser og kommer tilbage.
LIND
Min Ven!
FALK
Iligemaade!
LIND
Haanden hid!
Jeg er saa glad; – jeg tror mit Bryst maa sprænges,
Ifald jeg ikke faar fortalt –
FALK
Giv Tid; –
Du skal forhøres først, saa dømmes, hænges.
Hvad er nu det for Adfærd? Lægge Skjul
For mig, din Ven, paa Skatten, Du har fundet, –
For tilstaa kun, Formodningen er grundet:
Du trukket har et Lod i Lykkens Hjul!
HIS: 71
LIND
Ja, jeg har fanget Lykkens fagre Fugl!
FALK
Saa? Levende, – og ej i Snaren kvalt?
LIND
Vent bare lidt; nu er det snart fortalt.
Jeg er forlovet! Tænk –!
FALK hurtigt
Forlovet!
LIND
Ja!
1.utg: 24
Idag, – Gud ved, hvor jeg tog Modet fra!
Jeg sagde, – aa, Sligt lar sig ikke sige;
Men tænk Dig, – hun, den unge smukke Pige,
Blev ganske blussende, – slet ikke vred!
Nej, kan Du skjønne, Falk, hvad jeg har vovet!
Hun hørte paa mig, – og jeg tror hun græd;
Det er jo gode Tegn?
FALK
Ja vist; bliv ved.
LIND
Og, ikke sandt, – da er vi jo forlovet?
HU: 158
FALK
Jeg maa formode det; men for at være
Aldeles trygg, saa raadspørg Frøken Skjære.
LIND
O nej, jeg ved, jeg føler det saa trygt;
Jeg er saa klar, saa sikker, uden Frygt.
HIS: 72
(straalende og hemmelighedsfuldt)
Hør, jeg fik Lov at holde hendes Haand,
Da hun tog Kaffetøjet bort fra Bordet!
FALK løfter sit Glas og tømmer det
Naa, Vaarens Blomster da i Eders Baand!
LIND ligesaa
Og det skal være højt og helligt svoret,
At jeg vil elske hende til min Død,
Saa varmt som nu, – ja, for hun er saa sød!
FALK
Forlovet! Derfor var det da, Du slang
Paa Hylden baade Loven og Profeterne.
LIND leende
Og Du, som trode, at det var din Sang –!
1.utg: 25
FALK
Min Ven, saa stærk en Tro har tidt Poeterne.
LIND alvorligt
Tro ellers ikke, Falk, at Theologen
Er fra min Lykkes Time dreven ud.
Der er den Forskjel kun, at ikke Bogen
Forslaar som Jakobsstige til min Gud.
Nu maa jeg ud og søge ham i Livet;
Jeg føler mig i Hjertet mere god,
Jeg elsker Straaet, Krybet for min Fod;
Det er jo ogsaa Del i Lykken givet.
HIS: 73
FALK
Men sig mig nu –
LIND
Nu har jeg sagt det Hele, –
Min rige Gaade, som vi Tre vil dele.
FALK
Ja, men jeg mener, har Du tænkt lidt fremad?
LIND
Jeg tænkt? Tænkt fremad? Nej, fra denne Stund
Jeg lever i det vaarlige Sekund.
Jeg vender Øjet mod min Lykke hjemad;
Der holder Skjæbnens Tømmer jeg og hun.
Ej Du, ej Guldstad, – ja, ej selv Fru Halm
Tør sige til min friske Livsblomst: «Falm!»
HU: 159
Thi jeg har Vilje, hun har varme Øjne,
Og derfor maa den, skal den opad højne!
FALK
Ret saa, min Broder, Dig har Lykken Brug for!
LIND
Mit Livsmod brænder lig en vilter Sang;
Jeg kjender mig saa stærk; laa der et Slug for
Min Fod, – hvor gabende, – jeg over sprang!
1.utg: 26
FALK
Det sige vil i simpelt Prosasprog:
Din Kjærlighed har gjort Dig til et Rensdyr.
HIS: 74
LIND
Naa, – farer jeg med Renens vilde Tog,
Jeg ved, til hvem min Længselsfugl imens flyr!
FALK
Saa faar den alt imorgen til at flyve;
Du følger med Kvartetten jo tilfjelds.
Jeg lover for, Du trænger ingen Pels –
LIND
Kvartetten! Pyt, – lad den alene klyve!
For mig er Højfjeldsluft i Dalens Bund;
Her har jeg Blomstersne og Fjordens Vidder,
Her har jeg Løvsalsang og Fuglekvidder,
Og Lykkens Huldre, – ja for her er Hun!
FALK
Ak, Lykkens Huldre her i Akersdalen
Er sjelden, som en Elg; hold fast i Halen.
(med et Blik mod Huset)
Hys, – Svanhild –
LIND trykker hans Haand
Godt; jeg gaar, – lad Ingen kjende,
Hvad der er mellem Dig og mig og Hende.
Tak for Du tog min Hemlighed! Begrav den
I Hjertet, – dybt og varmt, som jeg Dig gav den.
Han gaar ud i Baggrunden til de Andre.
HIS: 75
Falk ser et Øjeblik efter ham og gaar et Par Gange op og ned i Haven, under synlig Bestræbelse for at bekjæmpe det Oprør, han er i. Lidt efter kommer Svanhild ud fra Huset med et Tørklæde paa Armen og vil gaa mod Baggrunden. Falk nærmer sig lidt og betragter hende ufravendt; Svanhild standser.
SVANHILD efter et kort Ophold
De ser saa vist paa mig –?
1.utg: 27
FALK
halvt for sig selv
Ja der er Trækket;
HU: 160
I Øjets Sjø det skygger over Bunden, –
Det leger Skjul med Spottens Alf om Munden, –
Det er der.
SVANHILD
Hvad? De gjør mig halvt forskrækket.
FALK
De heder Svanhild?
SVANHILD
Ja, det veed De vel.
FALK
Men ved De, Frøken, at det Navn er latterligt?
Gjør mig til Vilje; kast det bort ikveld!
SVANHILD
Fy, – det var egenmægtigt, lidet datterligt –
FALK ler
Hm, «Svanhild» – «Svanhild» – –
(pludselig alvorlig)
Hvorfor fik De sligt
Memento mori alt fra De var liden?
HIS: 76
SVANHILD
Er det da stygt?
FALK
Nej, dejligt som et Digt,
Men altfor stort og stærkt og strængt for Tiden.
Hvor kan en Nutidsfrøken fylde ud
Den Tanke, Navnet «Svanhild» i sig fatter?
Nej – kast det bort, som et forældet Skrud.
SVANHILD
De tænker nok paa Sagakongens Datter –?
1.utg: 28
FALK
Som skyldfri knustes under Hestens Hov.
SVANHILD
Men Sligt er jo forbudt i vor Tids Lov.
Nej højt i Sadlen! I min stille Tanke
Jeg drømte tidt mig baaren paa dens Rygg,
Jog ud i Verden vidt, jog kjæk og trygg,
Mens Vinden slog som Frihedsflag dens Manke!
FALK
Ja det er gammelt. I den «stille Tanke»,
Der ændser Ingen af os Grind og Skranke,
Der ræddes Ingen for at bruge Sporen; –
I Gjerning holder vi os smukt til Jorden, –
Thi Livet er igrunden Hvermand kjært,
Og der er Ingen, som et Dødsspring vover.
HIS: 77
HU: 161
SVANHILD
livligt
Jo, peg paa Maalet, og jeg sætter over!
Men da maa Maalet være Springet værd.
Et Kalifornien bag Ørkensandet, –
Hvis ikke, blir man hvor man er, i Landet.
FALK spottende
Naa, jeg forstaar Dem; det er Tidens Fejl.
SVANHILD varm
Ja netop Tidens! Hvorfor sætte Sejl,
Naar ingen Luftning stryger over Fjorden?
FALK ironisk
Ja hvorfor slide Pidsken eller Sporen,
Naar ingen gylden Indsats staar som Skjænk
Til den, der river sig fra Bord og Bænk
Og jager fremad, baaren højt i Sadlen?
Slig Færd for Færdens Skyld tilhører Adlen,
1.utg: 29
Og Adelsfærd i vor Tid kaldes Tant;
Saa var nok Meningen?
SVANHILD
Ja, ganske sandt,
Se Pæretræet, som ved Gjærdet staar, –
Hvor det er goldt og blomsterløst iaar.
Ifjor De skulde seet, hvor det stod kjækt
Med Kronen krøget under Frugtens Vægt.
FALK noget uvis
Det vil jeg tro; – men hvad er deraf Læren?
HIS: 78
SVANHILD
med Finhed
Aa, iblandt Andet – at det fast er frækt,
Naar vor Tids Zakarias kræver Pæren. –
Har Træet overblomstret sig ifjor,
Saa maa iaar ej fordres samme Flor.
FALK
Jeg vidste nok, De fandt det rette Spor igjen
I Romantiken – agter i Historien.
SVANHILD
Ja – vor Tids Dyd er af en anden Slags.
Hvem ruster sig for Sandhed nutildags?
Hvem er Personens Indsats vel tillags?
Hvor findes Helten?
FALK ser skarpt paa hende
Og hvor er Valkyrien?
HU: 162
SVANHILD
ryster paa Hovedet
Valkyrien savnes ej i dette Land!
Da Troen truedes ifjor i Syrien,
Gik De da did som Korsets svorne Mand?
Nej, paa Papiret var De varm som Taler, –
Og sendte Kirketidenden en Daler.
Pause. Falk synes at ville svare, men holder inde og gaar opover i Haven.
1.utg: 30
SVANHILD
betragter ham en Stund, nærmer sig og spørger blidt
Falk, er De vred?
HIS: 79
FALK
Nei vist; jeg gaar og sturer, –
Se, det er Alt.
SVANHILD med tankefuld Deltagelse
De er som to Naturer, –
To uforligte – –
FALK
Ja det ved jeg vel.
SVANHILD hæftigt
Men Grunden!
FALK med Udbrud
Grunden? Jo, fordi jeg hader
At gaa omkring med frækt udringet Sjæl,
Som Godtfolks Kjærlighed i alle Gader, –
At gaa omkring med blottet Hjertevarme,
Som unge Kvinder gaar med nøgne Arme!
De var den Eneste, – De, Svanhild, De –
Saa tænkte jeg, – naa den Ting er forbi –
(vender sig efter hende, idet hun gaar over mod Lysthuset og ser ud)
De lytter –?
SVANHILD
Til en anden Røst, som taler.
Hys! Hører De? Hver Kveld, naar Solen daler,
Da kommer flyvende en liden Fugl, –
Se der, – der kom den frem af Løvets Skjul – –
Ved De, hvad fuldt og fast jeg tror? Hver den,
Som her paa Jord blev nægtet Sangens Gave,
Hun fik af Gud en liden Fugl til Ven –
For En kun skabt og for den Enes Have.
1.utg: 31
HIS: 80
HU: 163
FALK
tager en Sten op fra Jorden
Da gjælder det, at Fugl og Ejer mødes,
Skal ej dens Sang i fremmed Have ødes.
SVANHILD
Ja det er sandt; men jeg har fundet min.
Jeg fik ej Ordets Magt, ej Sangerstemme; –
Men kviddrer Fuglen i sit grønne Gjemme,
Det er som Digte daled i mit Sind – –
Nu ja – de dvæler ej – de flyver bort –
(Falk kaster Stenen med Hæftighed; Svanhild udstøder et Skrig)
O Gud, der slog De den! Hvad har De gjort!
(iler ud til Højre og kommer snart ind igjen)
O det var syndigt, syndigt!
FALK i lidenskabeligt Oprør
Nej – kun Øje
For Øje, Svanhild, – ikkun Tand for Tand!
Nu faar De ingen Hilsen fra det Høje,
Og ingen Gave mer fra Sangens Land.
Se, det er Hævnen over Deres Værk!
SVANHILD
Mit Værk?
FALK
Ja Deres! Indtil denne Time
Slog i mit Bryst en Sangfugl kjækk og stærk.
Se – nu kan Klokken over Begge kime, –
De har den dræbt!
SVANHILD
Har jeg!
HIS: 81
FALK
Ja, da De slog
Min unge, glade Sejerstro til Jorden –
(foragteligt)
Da De forloved Dem!
SVANHILD
Men sig mig dog –!
1.utg: 32
FALK
Aa ja, den Ting er sagtens i sin Orden;
Han tar Examen, faar sig strax en Stilling, –
Han gaar jo til Amerika som Præst –
HU: 164
SVANHILD
i samme Tone
Og arver nok en ganske vakker Skilling, –
Ja, for det er vel Lind De mener?
FALK
Bedst
Maa De vel vide –
SVANHILD med et dæmpet Smil
Ja, som Brudens Søster
Bør jeg jo –
FALK
Gud! Det er ej Dem – –!
SVANHILD
Som høster
Hin Lykkens Overflod? Ak nej desværre!
FALK med næsten barnlig Glæde
Det er ej Dem! O, priset være Gud!
O, han er god og kjærlig dog, Vorherre!
Jeg faar ej se Dem som en Andens Brud; –
Det var kun Smertens Lys han vilde tænde – –
HIS: 82
(vil gribe hendes Haand)
O hør mig, Svanhild, – hør mig –
SVANHILD peger raskt mod Baggrunden
Se derhenne!
Hun gaar henimod Huset. Fra Baggrunden kommer i det Samme Fru Halm, Anna, Frøken Skjære, Guldstad, Styver og Lind. Under det foregaaende Optrin er Solen gaaet ned; Landskabet ligger i Tusmørke.
FRU HALM til Svanhild
Nu har vi Præstens lige paa Minuttet.
Hvor blev Du af?
1.utg: 33
FRØKEN SKJÆRE
efter et Blik paa Falk
Du synes saa betuttet.
SVANHILD
Lidt Ondt i Hodet; det gaar over snart.
FRU HALM
Og endda gaar Du her med Haaret bart?
Hold Theen færdig; rydd saa op i Stuen;
Pent maa her være, for jeg kjender Fruen.
Svanhild gaar ind i Huset.
STYVER til Falk
Ved Du Besked om Præstens Politik?
FALK
Jeg tror ej han for Dyrtidstillæg stemmer.
HIS: 83
HU: 165
STYVER
Men dersom nu et lidet Vink han fik
Om Versene, som jeg i Pulten gjemmer?
FALK
Det muligt hjalp.
STYVER
Ja gid, – for, tro Du mig,
Det kniber for os nu, vi Bo skal sætte;
De Elskovssorger, de er ikke lette.
FALK
Tilpas; hvad vilde Du paa den Gallej!
STYVER
Er Elskov en Gallej?
FALK
Nej Ægteskabet,
Med Lænker, Trælleliv og Frihedstabet.
1.utg: 34
STYVER
da han ser at Frøken Skjære nærmer sig
Du kjender ej den Kapital, som bor
I Kvindens Tanker og i Kvindens Ord.
FRØKEN SKJÆRE sagte
Tror Du Grossereren vil endossere?
STYVER grætten
Jeg ved ej vist endnu; jeg skal probere.
De fjerner sig i Samtale.
HIS: 84
LIND
dæmpet til Falk, idet han nærmer sig med Anna
Jeg kan ej dy mig længer; i en Fart
Jeg forestille maa –
FALK
Du burde tie,
Og ingen Uvedkommende indvie
I det, som eders er –
LIND
Naa, det var rart; –
For Dig, min Medlogerende i Huset,
Jeg skulde holdt min unge Lykke skjult!
Nej, nu, mit Hode har faat Haaret gult, – –
FALK
Nu vil Du gjøre Dig dit Hode kruset?
Ja, kjære bedste Ven, hvis det er Meningen,
Saa skynd Dig blot og deklarer Foreningen!
LIND
Det har jeg ogsaa tænkt af flere Grunde,
Og deriblandt er en især af Vægt;
Sætt for Exempel, at her findes kunde
En Kurtisør, som lusked om fordækt; –
HU: 166
Sætt at hans Hensigt traadte frem paatageligt,
Som Frieri; det var dog ubehageligt.
1.utg: 35
FALK
Ja det er sandt; jeg havde ganske glemt,
Du var til noget Højere bestemt.
Som Elskovs Fripræst staar Du midlertidigt,
Sent eller tidligt skal der avanceres;
Men det er selv mod Skikk og Vedtægt stridigt,
Om allerede nu Du ordineres.
HIS: 85
LIND
Ja dersom ej Grossereren –
FALK
Hvad han?
ANNA undselig
Aa det er Noget, Lind kun ind sig bilder.
LIND
Sig ikke det; det aner mig han skiller
Mig ved min Lykke, naar og hvor han kan.
Den Fyr er jo en daglig Gjæst herude,
Er rig og ugift, fører jer omkring;
Kort sagt, min Elskte, der er tusind Ting,
Som ej kan andet os end Ondt bebude.
ANNA med et Suk
O det var Synd; her var saa godt idag.
FALK deltagende til Lind
Ja slipp ej Lykken for en rodløs Grille;
Vent i det Længste før Du toner Flag.
ANNA
Gud! Frøken Skjære ser paa os; ti stille!
Hun og Lind fjerner sig til forskjellige Kanter.
FALK ser efter Lind
Der gaar han til sin Ungdoms Nederlag.
1.utg: 36
HIS: 86
GULDSTAD
som imidlertid har staaet ved Trappen i Samtale med Fru Halm og Frøken Skjære, nærmer sig og slaar ham paa Skuldren
Naa, staar man her og grunder paa et Digt?
FALK
Nej, paa et Drama.
GULDSTAD
Det var da som Fanden; –
Jeg trode ej, De gav Dem af med sligt.
FALK
Nej dette her er ogsaa af en Anden,
En Ven af mig, ja af os Beggeto; –
En fejende Forfatter kan De tro.
Tænk Dem, fra Middagstider og til Kveld
Han digtet har en hel Idyl tilende.
HU: 167
GULDSTAD
polidsk
Og Slutningen er god?
FALK
De ved da vel
At Tæppet falder først – med Ham og Hende.
Men det er blot en Del af Trilogien;
Bagefter kommer nok Forfattersvien,
Naar Nummer To, Forlovelsens Komedie,
Skal digtes gjennem lange Akter fem,
Og Stoffets Traad skal spindes ud af dem
Til Ægteskabets Drama, som det Tredje.
GULDSTAD smilende
Man skulde tro Forfatterlyst var smitsom.
HIS: 87
FALK
Saa? Hvorfor det?
GULDSTAD
Jeg mener forsaavidtsom
Jeg ogsaa gaar og grunder paa en Digtning, –
(hemmelighedsfuldt)
En faktisk en, – foruden alskens Svigtning.
1.utg: 37
FALK
Og hvem er Helten, om man spørge tør?
GULDSTAD
Det siger jeg imorgen, – ikke før.
FALK
Det er Dem selv!
GULDSTAD
Tror De, som slig, mig duelig?
FALK
En bedre Helt var sikkert ikke mulig.
Men nu Heltinden? Hun skal sagtens hentes
Fra Landets Friluft, ej fra Byens Kvalm?
GULDSTAD truer med Fingeren
Hys, – det er Knuden og med den maa ventes! –
(slaar over i en anden Tone)
Sig mig, hvad synes De om Frøken Halm?
FALK
Aa hende kjender De vist meget bedre;
Min Dom kan hverken skjæmme eller hædre. –
(smilende)
HIS: 88
Men vogt Dem bare, at det ej gaar galt
Med dette «Digt», hvorom De har fortalt.
HU: 168
Sætt at jeg kunde Deres Tillid svige
Og omkalfatre Udfald og Intrige.
GULDSTAD godmodigt
Naa ja, saa vilde jeg mit Amen sige.
FALK
Det er et Ord?
GULDSTAD
De er jo Mand af Faget;
Det var jo dumt, om Deres Hjælp blev vraget
Af En, der regnes maa til Fuskerlaget.
(gaar op mod Baggrunden)
1.utg: 38
FALK
i Forbigaaende til Lind
Du havde Rett; Grossereren gaar om
Med Morderplaner mod din unge Lykke.
(fjerner sig)
LIND dæmpet til Anna
Der kan Du se, at ej min Frygt var tom;
Vi maa paa Timen ud med Sproget rykke.
De nærmer sig Fru Halm, der tilligemed Frøken Skjære staar ved Huset.
GULDSTAD i Samtale med Styver
Et dejligt Vejr ikveld.
HIS: 89
STYVER
Aa ja saamen,
Naar man er oplagt –
GULDSTAD spøgende
Er der galt paafærde
Med Deres Kjærlighed?
STYVER
Ej just med den –
FALK der er kommen til
Men med Forlovelsen?
STYVER
Det kunde være.
FALK
Hurra; Du er da ikke blank og bar
For Poesiens Smaamynt, kan jeg høre!
STYVER stødt
Jeg skjønner ej, hvad Poesien har
Med mig og min Forlovelse at gjøre.
1.utg: 39
FALK
Du skal ej skjønne det; hvis Elskov grunder
Sit eget Væsen ud, da gaar den under.
GULDSTAD til Styver
Men er det noget, som kan rettes paa,
Saa ud med det.
HU: 169
STYVER
Ja jeg har hele Dagen
Funderet paa at foredrage Sagen,
Men kan ej frem til Konklusjonen naa.
HIS: 90
FALK
Jeg hjælper Dig og skal mig fatte kort:
Alt fra Du op til Kjæreste var rykket,
Saa har Du følt Dig, saa at sige, trykket –
STYVER
Ja det til sine Tider endog haardt.
FALK vedblivende
Har følt Dig svært betynget af Forpligtelser,
Som Du gav Fanden, hvis det blot gik an;
Se det er Tingen.
STYVER
Hvad er det for Sigtelser!
Jeg har fornyet som en punktlig Mand;
(henvendt til Guldstad)
Men mere kommer til i næste Maaned;
Naar man sig gifter, faar man jo en Kone –
FALK glad
Nu er paany din Ungdomshimmel blaanet;
Det var en Gjenklang af din Fortids Tone!
Saa skal det være; jeg forstod det strax;
Du trængte blot til Vinger og en Sax!
1.utg: 40
STYVER
En Sax!
FALK
Ja, Viljesaxen, for at klippe
Hvert Baand itu, saa bort Du kunde slippe,
Og flyve ud –
HIS: 91
STYVER
i Vrede
Nej nu blir Du for grov!
At sigte mig for Brudd paa Statens Lov!
Jeg skulde tænke paa at absentere mig?
Sligt er jo Attentat paa at blamere mig, –
Verbalinjurier!
FALK
Men er Du gal!
Hvad er din Mening da? Saa tal dog, – tal!
GULDSTAD leende til Styver
Ja, selv De kommer til at klare Tanken;
Hvad handles om?
HU: 170
STYVER
griber sig sammen
Et Laan i Sparebanken.
FALK
Et Laan!
STYVER hurtigt til Guldstad
Ja egentlig en Endossent
For hundred Daler eller saa omtrent.
FRØKEN SKJÆRE der imidlertid har staaet hos Fru Halm, Lind og Anna
Aa nej, jeg gratulerer! Gud, hvor dejligt!
GULDSTAD
Hvad er der nu!
(gaar hen til Damerne)
1.utg: 41
STYVER
Det var da ubelejligt.
HIS: 92
FALK
slaar overgivent Armen om hans Nakke
Hurra; Trompetens Lyd forkynder sødt,
At Dig en Broder er i Amor født!
(drager ham med sig til de Andre)
FRØKEN SKJÆRE overvældet, til Herrerne
Tænk, Lind og Anna, – tænk Dem, han har faat hende!
Nu er de Kjærester!
FRU HALM med Rørelsens Taarer, medens Parret ønskes tillykke
Det er den Ottende,
Som gaar forsørget ud fra dette Hus; –
(rettet mod Falk)
Syv Søsterdøttre, – alle med Logerende – –
(angribes for stærkt og holder Tørklædet for Øjnene)
FRØKEN SKJÆRE til Anna
Naa her vil komme nok af Gratulerende!
(kjæler for hende og er bevæget)
LIND griber Falks Hænder
Min Ven, jeg gaar som i en salig Rus!
FALK
Hys; – som forlovet Mand Du Medlem er
Af Salighedens Maadeholdsforening;
Lyd Laugets Love; – ingen Orgier her!
(vender sig til Guldstad med et Anstrøg af ondskabsfuld Deltagelse)
Naa, Herr Grosserer!
HIS: 93
GULDSTAD
fornøjet
Efter min Formening
Spaar dette Lykke for dem Beggeto.
1.utg: 42
HU: 171
FALK
ser studsende paa ham
De bær jo Sorgen med prisværdig Ro.
Det glæder mig.
GULDSTAD
Hvad mener De, Højstærede?
FALK
Jeg mener blot, at eftersom De nærede
Forhaabning for Dem selv –
GULDSTAD
Saa? Gjorde jeg?
FALK
Ja idetmindste var De nær paa Vej;
De nævnte Frøken Halm; her stod De jo
Og spurgte –
GULDSTAD smilende
Ja, – men er der ikke To?
FALK
Det er – den Anden, Søsteren, De mener!
GULDSTAD
Ja, Søsteren, den Anden, – netop hende.
Lær denne Søster nærmere at kjende,
Og døm saa selv, om ikke hun fortjener
At lægges Mærke til en Smule mer,
End her i Huset nu for Tiden sker.
HIS: 94
FALK
koldt
Hun har vist alle gode Egenskaber.
GULDSTAD
Just ikke alle; Selskabstonen har
Hun ej det rette Greb paa; der hun taber –
1.utg: 43
FALK
Ja det er slemt.
GULDSTAD
Men hvis Fru Halm blot tar
En Vinter til det, vædder jeg hun viger
For ingen Anden.
FALK
Nej, den Ting er klar.
GULDSTAD leende
Ja, det er mærkeligt med unge Piger!
FALK lystig
De er som Vinterrugens Sæd at se:
De spirer uformærkt i Frost og Sne.
GULDSTAD
Fra Jul er Balsalonen deres Hjem –
FALK
Der gjødsles med Skandaler og med Blamer –
GULDSTAD
Og naar saa Foraarsvarmen bryder frem –
HIS: 95
FALK
Saa skyder op smaabitte grønne Damer!
HU: 172
LIND
træder til og griber Falks Hænder
Hvor klogt jeg gjorde; over al Forstand –
Jeg føler mig saa lykkelig og sikker!
GULDSTAD
Se der er Kjæresten; fortæll hvordan
Man sig som nyforlovet Elsker skikker!
LIND ubehageligt berørt
Sligt drøftes nødigt med en Tredjemand.
1.utg: 44
GULDSTAD
spøgende
I slet Humør! Jeg skal til Anna klage.
(nærmer sig til Damerne)
LIND ser efter ham
Hvor kan man sligt et Menneske fordrage!
FALK
Du tog forresten Fejl af ham, –
LIND
Ja saa?
FALK
Det var ej Anna, som han tænkte paa.
LIND
Hvad! Var det Svanhild?
HIS: 96
FALK
Ja, det ved jeg ikke.
(med et lunefuldt Udtryk)
Tilgiv mig, Martyr for en fremmed Sag!
LIND
Hvad mener Du?
FALK
Sig, har Du læst idag
Avisen?
LIND
Nej.
FALK
Jeg skal Dig Bladet skikke;
Der staar om En, som fik, paa Skjæbnens Bud,
Sin gode friske Kindtand trukken ud,
Fordi en Kjending af ham led af Tandværk.
1.utg: 45
FRØKEN SKJÆRE
ser ud til Venstre
Der kommer Præsten!
FRU HALM
Vil De se hvor mandstærk!
STYVER
Fem, sex, syv, otte Børn –
FALK
Det var ubændigt!
FRØKEN SKJÆRE
Uf, Sligt maa næsten kaldes uanstændigt!
HIS: 97
HU: 173
Man har imidlertid hørt en Vogn standse udenfor til Venstre. Præsten, hans Kone og otte Smaapiger, alle i Rejsetøj, kommer ind En for En.
FRU HALM iler de Kommende imøde
Velkommen, hjerteligt velkommen!
STRAAMAND
Takk!
FRU STRAAMAND med landlig Forlegenhed
Her er vist Gjæstebud –
FRU HALM
Aa, hvilken Snakk!
FRU STRAAMAND
For gjør vi Bryderi –
FRU HALM
Nej ingenlunde;
De kommer saa tilpas, som tænkes kunde;
Min Datter Anna blev forlovet just.
STRAAMAND ryster Annas Haand med Salvelse
Saa lad mig vidne; – Elskov, – Kjærligheden –
1.utg: 46
Det er en Skatt, som ikke Møll og Rust
Fortære kan, – hvis der er Noget ved den.
FRU HALM
Men hvor det dog var snildt, De tog de Smaa
Herind til Byen med Dem.
STRAAMAND
Fire Spæde
Vi har foruden disse her.
HIS: 98
FRU HALM
Ja saa.
STRAAMAND
Tre af dem er for smaa til allerede
At fatte Tabet af en kjærlig Fader
I Storthingstiden.
FRØKEN SKJÆRE til Fru Halm, idet hun tager Farvel
Nu jeg Dem forlader.
FRU HALM
Aa, hvorfor vil De alt saa tidligt gaa?
FRØKEN SKJÆRE
Jeg maa til Byen og fortælle Nyheden;
Hos Jensens ved jeg man gaar sent til Ro;
Jo, Tanterne blir glade, kan De tro.
Min søde Anna, skill Dig nu ved Blyheden; –
Imorgen er det Søndag, – Gratulanter
Vil strømme over Dig fra alle Kanter!
HU: 174
FRU HALM
Godaften da!
(til de Øvrige)
De har vel ej imod
En Draabe The? Fru Straamand, vær saa god!
1.utg: 47
Fru Halm, Straamand, hans Kone og Børn, samt Guldstad, Lind og Anna gaar ind i Huset.
HIS: 99
FRØKEN SKJÆRE
idet hun tager sin Kjærestes Arm
Nu vil vi sværme! Styver, ser Du hist,
Hvor Luna sidder svømmende paa Thronen!
Nej, men Du ser jo ikke!
STYVER tvær
Aa jo vist;
Jeg tænkte bare paa Obligationen.
De gaar ud til Venstre. Falk, der under det Foregaaende ufravendt har betragtet Straamand og hans Kone blir alene tilbage i Haven. Det er nu fuldkommen Aften; inde i Huset er tændt Lys.
FALK
Alt er som afbrændt, dødt, – en trøstløs Jammer –!
Slig gaar man gjennem Verden, To og To;
Tilhobe staar de, som de sorte Stammer,
En Skogbrand levned paa den øde Mo; –
Saa langt, som Synet rækker, er kun Tørke, –
O, bringer Ingen Livets friske Grønt!
(Svanhild kommer ud paa Altanen med et blomstrende Rosentræ, som hun sætter paa Rækværket)
Jo En – jo En –!
SVANHILD
Falk! Staar De her i Mørke?
FALK
Og er ei rædd? Nej, Mørket er just skjønt.
Men sig mig, ræddes ikke De derinde,
Hvor Lampen lyser paa de gustne Lig –
HIS: 100
SVANHILD
O fy!
FALK
Han fordum var paa Mod saa rig,
Han stred med Verden om en elsket Kvinde,
Som Vedtægts Kirkestormer Manden gjaldt,
Hans Kjærlighed slog ud i glade Sange –!
Se paa ham nu! I Kisteklæder lange –
HU: 175
Et Tobensdrama om hvor dybt han faldt.
Og Fruentimret med det skidne Skjørt,
1.utg: 48
Med skjæve Sko, som klasker under Hælene,
Hun er den Vingemø, som skulde ført
Ham ind til Samfundsliv med Skjønhedssjælene.
Hvad er igjen af Flammen? Neppe Røgen!
Sic transit gloria amoris, Frøken!
SVANHILD
Ja det er usselt, usselt dog, det Hele;
Jeg ved ej Nogens Lod, jeg vilde dele.
FALK rask
Nu vel; vi To gjør Oprør mod en Orden,
Som ej Naturens er, men kunstigt skabt!
SVANHILD ryster paa Hovedet
Da, tro De mig, vort Forbunds Sag var tabt,
Saa vist, som det, vi træder paa, er Jorden.
FALK
Nej, der er Sejr, hvor To gaar frem i Enighed.
Vi vil ej sogne mer til Platheds Kirke,
HIS: 101
Som Led af Trivialitetens Menighed!
Se, Maalet for Personlighedens Virke
Er dog at staa selvstændig, sand og fri.
Det svigter ikke jeg og ikke De.
Et Sjæleliv i Deres Aarer banker,
De ejer varme Ord for stærke Tanker,
De vil ej taale Formens Snørliv lagt
Om Deres Hjerte, frit maa det pulsere;
De fik ej Stemme til at sekundere
I Fælleskoret efter Vedtægts Takt.
SVANHILD
Og tror De ikke Smerten mangengang
Mit Syn har mørknet og gjort Barmen trang?
Jeg vilde bryde mine egne Veje – –
FALK
Ja i den stille Tanke?
1.utg: 49
SVANHILD
Nej, i Daad.
Men saa kom Tanterne med gode Raad, –
De skulde Sagen drøfte, granske, veje – –
(nærmere)
HU: 176
Den stille Tanke, siger De; nej kjækt et
Forsøg jeg vovede – som Malerinde.
FALK
Og saa?
SVANHILD
Det glapp, thi Evnen var mig nægtet;
Men Frihedstrangen lod sig ikke binde;
Bag Stafeliet søgte den Theatret –
HIS: 102
FALK
Den Plan blev sagtens ogsaa omkalfatret?
SVANHILD
Ja efter Forslag af den ældste Tante;
Hun foretrak en Plads som Gouvernante – –
FALK
Men dette her har Ingen før mig sagt!
SVANHILD
Naturligvis; de tog sig vel iagt.
(med et Smil)
De frygted nok, « min Fremtid» skulde lide,
Hvis unge Herrer fik den Sag at vide.
FALK ser en Stund paa hende med tankefuld Deltagelse
Jeg ante længst, at Deres Lod blev slig. –
Jeg mindes grant, da førstegang jeg saa Dem,
Hvor lidt De tyktes mig de Andre lig,
Og hvor fast Ingen evned at forstaa Dem.
Om Bordet sad det pyntelige Lag,
Hvor Theen dufted, – Passiaren surred,
Mens Frøkner rødmed og mens Herrer kurred,
1.utg: 50
Lig tamme Duer paa en lummer Dag.
Religionens og Moralens Sag
Blev talt af modne Møer og Matroner,
Og Husligheden prist af unge Koner,
Mens De stod ensom, lig en Fugl paa Tag.
Og da saa Sladderen tilslutt var steget
Til Thevandsbakkanal og Prosasvir, –
Da skinned De, som Sølvet, vægtigt præget,
Imellem stemplet Kobber og Papir.
De var en Mynt ifra et fremmed Rige,
HIS: 103
Blev her beregnet efter anden Kurs,
Var neppe gangbar i en kvikk Diskurs
HU: 177
Om Vers og Smør og Kunst og mer deslige.
Da – just som Frøken Skjære havde Ordet –
SVANHILD med et alvorligt Anstrøg
Mens Kjæresten stod bag, som Ridder bold,
Og bar sin Hatt paa Armen lig et Skjold –
FALK
Da nikked Deres Moder over Bordet:
«Drikk, Svanhild, førend Theen bliver kold.»
Og De drak Theen ud, den lunkne, vamle,
Som den blev nydt af Unge og af Gamle.
Men Navnet tog mig i det samme Nu;
Den vilde Vølsungsaga med sin Gru,
Med sine faldne Ætters lange Række,
Mig tyktes ind i vor Tid sig at strække;
Jeg saa i Dem en Svanhild Nummer To,
I andre Former, efter Tiden lempet.
Bag Reglens Løgnflag er forlænge kjæmpet,
Nu fordrer Fylkingen Forlig og Ro;
Men voxer over Skræv en Samtids Brøde,
Da maa for Slægtens Synd en Skyldfri bløde.
SVANHILD med let Ironi
Jeg tænkte mindst at slige Fantasier,
Saa blodige, fik Liv i Thevandsdunst;
1.utg: 51
Men det er sagtens Deres mindste Kunst
At høre Aanders Røst, hvor Aanden tier.
HIS: 104
FALK
bevæget
Nej, le ej, Svanhild; bagved Deres Spott
Der glittrer Taarer, – o, jeg ser det godt.
Og jeg ser mer; er De i Støvet traadt,
Og æltet til et Ler, hvis Form ej huskes,
Da skal af hver en Tusindkunstner fuskes
Med Modellerkniv plumpt og dumt og raat.
Vorherres Gjerning Verden plagierer,
Den skaber Dem paany – i eget Billed;
Den ændrer, lægger til, tar fra, formerer.
Og er De slig paa Postamentet stillet,
HU: 178
Da jubler den: Se nu er hun normal!
Se hvilken plastisk Ro; som Marmor sval!
Bestraalt af Lys fra Lampen og fra Kronen
Hun passer dejligt til Dekorationen!
(griber lidenskabelig hendes Haand)
Men skal De aandigt dø, da lev forinden!
Vær min i Herrens vaarlige Natur;
De kommer tidsnok i det gyldne Bur.
Der trives Damen, men der sygner Kvinden,
Og ene hende elsker jeg i Dem.
Lad Andre faa Dem i det nye Hjem;
Men her, her sprang min første Livsvaar ud, –
Her skjød mit Sangertræ de første Skud,
Her fik jeg Vingers Flugt; – hvis De ej svigter,
Jeg ved det, Svanhild, – her, her blir jeg Digter!
SVANHILD blidt bebrejdende idet hun trækker Haanden til sig
O hvorfor siger De mig dette nu?
Det var saa smukt, naar vi i Frihed mødtes.
HIS: 105
De skulde tiet; – skal da Lykken støttes
Af Løftets Ord, for ej at gaa itu!
Nu har De talt og nu er Alt forbi.
1.utg: 52
FALK
Nej, jeg har pegt paa Maalet, sætt nu over,
Min stolte Svanhild, – hvis De Springet vover.
Vær kjækk; vis De har Mod at være fri!
SVANHILD
At være fri?
FALK
Ja, det er netop Frihed,
At gjøre heltud Fyldest i sit Kald;
Og De, det ved jeg, blev af Himlen viet
Til Værn for mig mod Skjønheds Syndefald.
Jeg maa, som Fuglen jeg blev opkaldt efter,
Mod Vinden stige, skal jeg Højden naa;
De er den Luftning, jeg kan vugges paa;
Ved Dem faar først min Vinge Bærekræfter.
Vær min, vær min, til De blir Verdens Eje, –
HU: 179
Naar Løvet falder, skilles vore Veje.
Syng Deres Sjælerigdom i mig ind,
Og jeg skal give Digt for Digt tilbage;
Saa kan De ældes under Lampeskin,
Som Træet gulner, uden Kval og Klage.
SVANHILD med undertrykt Bitterhed
Jeg kan ej takke for den gode Vilje,
Skjønt klart den viser Deres Hjertelag.
De ser paa mig, som Barnet paa en Silje,
Der skjæres kan til Fløjte for en Dag.
HIS: 106
FALK
Ja det er bedre end i Myren staa,
Til Høsten kvæler den med Taager graa.
(heftigt)
De maa! De skal! Ja, det er Deres Pligt
At skjænke mig, hvad Gud Dem gav saa rigt.
Hvad De kun drømmer, gror i mig til Digt!
Se Fuglen der, – uvittigt jeg den slog;
Den var for Dem, som Sangens Bøgers Bog.
1.utg: 53
O svigt mig ikke; syng for mig som den, –
Mit Liv skal give Digt for Sang igjen!
SVANHILD
Og naar De kan mig, og naar jeg er tom,
Og sunget har min sidste Sang fra Grenen, –
Hvad saa?
FALK betragter hende
Hvad saa? Naa ja, saa husk Dem om.
(peger ud i Haven)
SVANHILD sagte
O ja, jeg husker De kan bruge Stenen.
FALK ler haanligt
Det er den Frihedssjæl, De pralte med, –
Den, som gad vove, naar kun Maalet var der!
(med Styrke)
Jeg har Dem Maalet vist; giv nu et Svar, der
For evigt strækker til.
HIS: 107
SVANHILD
De Svaret ved:
Paa Deres Veje kan jeg aldrig naa Dem.
HU: 180
FALK
koldt afbrydende
Saa nok om den Ting; lad saa Verden faa Dem.
Svanhild har i Taushed vendt sig fra ham. Hun støtter Hænderne mod Altanens Rækværk og hviler Hovedet paa dem.
FALK gaar nogle Gange frem og tilbage, tar en Cigar op, standser nær ved hende og siger efter en Pause
De finder vist, at det er meget latterligt,
Hvad jeg har underholdt Dem med ikveld?
(holder inde som for at vente paa Svar. Svanhild tier)
Jeg har forløbet mig, jeg ser det vel;
De kan kun føle søsterligt og datterligt; –
1.utg: 54
Herefter taler jeg med Handsker paa,
Slig vil vi To hinanden bedst forstaa. – –
(venter lidt; men da Svanhild blir ubevægelig staaende, vender han sig og gaar over til Højre)
SVANHILD løfter Hovedet efter en kort Taushed, ser fast paa ham og nærmer sig
Nu vil jeg sige Dem et Alvorsord
Til Takk for Frelsens Haand, De vilde rakt mig.
De brugte før et Billed, som har vakt mig
Til klar Forstand paa Deres «Flugt fra Jord».
De ligned Dem med Falken, der maa stævne
Mod Vinden, dersom den skal Højden naa;
Jeg var det Vift, der bar Dem mod det Blaa, –
HIS: 108
Foruden mig var magtløs Deres Evne. –
Hvor jammerligt! Hvor smaat i Et og Alt, –
Ja latterligt, som selv tilslutt De aned!
I frugtbar Jordbund Lignelsen dog faldt;
Thi for mit Syn en anden frem den maned,
Der ej, som Deres, hinker lamm og halt.
Jeg saa Dem, ej som Falken, men som Dragen,
Som Digterdrage, dannet af Papir,
Hvis eget Jeg en Biting er og blir,
Mens Sejlgarnssnoren udgjør Hovedsagen.
Den brede Brystning var som skreven fuld
HU: 181
Af Fremtidsvexler paa poetisk Guld;
Hver Vinge var en Bundt af Epigrammer,
Som slaar i Vejr og Vind, men Ingen rammer;
Den lange Hale var et Tidens Digt,
Der skulde synes Slægtens Fejl at pidske,
Men som kun drev det til saa smaat at hviske
Om Et og Andet, der har brudt sin Pligt.
Slig laa De magtesløs for mig og bad:
«Aa sætt mig op i Vester eller Øster!
Aa lad tilvejrs mig gaa med mine Kvad,
Selv om det koster Skjænd af Mor og Søster!»
FALK knytter Hænderne i stærk indre Bevægelse
Ved Gud i Himmelen –!
1.utg: 55
SVANHILD
Nej, tro mit Ord,
Til slig en Børneleg er jeg for stor;
Men De, som fødtes til en Aandens Daad, –
De nøjes med en Flugt mod Skyens Kyster
Og hænger Deres Digtliv i en Traad,
Som jeg kan slippe naar og hvor jeg lyster!
HIS: 109
FALK
raskt
Hvad skriver vi idag?
SVANHILD mildere
Se, det er smukt;
Lad denne Dag en Mærkedag Dem være;
Lad Farten gaa for egne Vingers Flugt,
Saa faar det enten briste eller bære.
Papirets Digtning hører Pulten til,
Og kun den levende er Livets Eje,
Kun den har Færdselsrett paa Højdens Veje;
Men vælg nu mellem begge den De vil.
(nærmere ved ham)
Nu har jeg gjort, som før De bad mig om:
Jeg sunget har min sidste Sang fra Grenen;
Det var min eneste, nu er jeg tomm, –
Hvis nu De lyster, kan De kaste Stenen!
HU: 182
Hun gaar ind i Huset; Falk blir ubevægelig staaende og ser efter hende; langt ude paa Vandet skimtes en Baad, derfra høres fjernt og dæmpet følgende:
KOR
Jeg spiler min Vinge, hejser mit Sejl,
Suser som Ørn over Livssjøens Spejl;
Agter gaar Maagernes Skare.
Overbord med Fornuftens Ballast kun!
Kanhænde jeg sejler min Skude paa Grund;
Men saa er det dog dejligt at fare!
FALK adspredt, farer op af sine Tanker
Hvad? Sang? Naa ja – det er nok Linds Kvartet;
Den øver Jublen ind; se det er rett!
HIS: 110
(til Guldstad, som kommer ud med en Støvfrakke paa Armen)
Naa, Herr Grosserer, – lister man sig væk?
1.utg: 56
GULDSTAD
Ja. Lad mig bare først faa paa mig Frakken;
Vi Upoeter taaler ikke Trækk,
Hos os slaar Aftenluften sig paa Nakken.
Godnatt!
FALK
Grosserer! Før De gaar – et Ord!
Peg paa en Gjerning for mig, men en stor
Paa Livet løs – –!
GULDSTAD med ironisk Eftertryk
Naa, gaa De løs paa Livet,
Saa skal De se, det gaar paa Livet løs.
FALK ser tankefuld paa ham og siger langsomt
Der er i kort Begreb Programmet givet.
(udbryder livligt)
Nu er jeg vaagnet af den tomme Døs,
Nu har jeg kastet Livets store Tærning,
Og De skal se – ja Fanden ta’e mig –
GULDSTAD
Fy,
Band ikke; Sligt gjør ej en Flue sky.
FALK
Nej, ikke Ord, men Gjerning, bare Gjerning!
Vorherres Arbejdsplan jeg vender om; –
Sex Ugedage spildtes med at gabe;
HIS: 111
Min Verdensbyggning ligger endnu tom, –
Imorgen, Søndag – hej, da vil jeg skabe!
HU: 183
GULDSTAD
leende
Ja, lad mig se, at De med Kraft tar fatt;
Men gaa nu ind og lægg Dem først, Godnatt!
(gaar ud til Venstre. Svanhild sees i Værelset over Verandaen, hun lukker Vinduet og ruller Gardinet ned)
1.utg: 57
FALK
Nej nu til Daad; forlænge har jeg sovet.
(ser op til Svanhilds Vindu og udbryder som greben af en stærk Besluttning)
Godnatt! Godnatt! Drøm sødt i denne Natt;
Imorgen, Svanhild, er vi To forlovet.
(gaar raskt ud til Højre; fra Vandet lyder atter)
KORET
Kanhænde Du sejler din Skude paa Grund
Men saa er det dog dejligt at fare!
Baaden glider langsomt vidre idet Tæppet falder.
HIS: 112
1.utg: [58]
HIS: 113
HU: 184
ANDEN AKT
Søndags Eftermiddag. Pyntede Damer og Herrer drikker Kaffe paa Altanen. Gjennem de aabne Glasdøre sees flere af Gjæsterne inde i Havestuen; derfra høres følgende:
KOR
Velkommen i vort, de Forlovedes, Lag!
Nu kan I elske for aabne Døre,
Nu kan I favnes den lange Dag,
Nu kan I kysses efter Behag; –
Frygt ikke Lytterens Øre.
Nu kan I sværme saa dejligt, I To;
Det har I Lov til ude og hjemme.
Nu kan jer Kjærlighed frit sætte Bo;
Plej den og vand den og lad den saa gro;
Vis os nu pent I har Nemme!
FRØKEN SKJÆRE inde i Stuen
Nej, – at jeg ikke skulde vidst det, Lind;
Jeg skulde brydd Dem!
EN DAME sammesteds
Uf, ja det var græmmeligt!
EN ANDEN DAME i Døren
Han skrev vel, Anna?
EN TANTE
Nej!
1.utg: 59
FRØKEN SKJÆRE
Det gjorde Min.
HIS: 114
EN DAME
paa Altanen
Anna, hvorlænge har det været hemmeligt?
(løber ind i Stuen)
FRØKEN SKJÆRE
Imorgen maa Du ud og kjøbe Ring.
FLERE DAMER ivrigt
Vi skal ta’e Maal af ham!
HU: 185
FRØKEN SKJÆRE
Snakk om en Ting;
Det skal hun selv.
FRU STRAAMAND paa Altanen, til en Dame med Haandarbejde
De syr med Attersting?
HUSJOMFRUEN i Døren, med en Brikke
En halv Kopp Kaffe til?
EN DAME
Ja Takk, en Draabe.
FRØKEN SKJÆRE
Hvor heldigt, at Du faar din nye Kaabe
Til næste Uge, naar I skal omkring.
EN ALDRENDE DAME i Stuen ved Vinduet
Naar skal Du saa til Ollendorff og Balchen?
FLERE I KOR
Nej bare se, hvor rød hun blir, den Skalken!
HIS: 115
EN HERRE
til nogle Damer paa Altanen
Lægg Mærke til Herr Lind med Annas Handske.
1.utg: 60
NOGLE AF DAMERNE
med højrøstet Glæde
Ved Gud, han kyssed den!
ANDRE ligesaa idet de springer op
Hvad! Er det sandt!
LIND viser sig, rød og forlegen indenfor Døren
Aa hvilken Snakk!
(fjerner sig)
FRØKEN SKJÆRE
Jo vist, jeg saa det grant!
STYVER i Døren, med en Kaffejopp i den ene Haand og en Kavring i den anden
Nej, man maa ikke Faktum saa forvanske;
Jeg deponerer, at De proved fejl.
FRØKEN SKJÆRE indenfor og uden at sees
Komm, Anna; still Dig foran dette Spejl!
NOGLE DAMER raabende
De ogsaa, Lind!
FRØKEN SKJÆRE
Rygg imod Rygg! Lidt nøjere!
DAMERNE PAA ALTANEN
Komm, lad os se, hvor meget han er højere.
HU: 186
Alle løber ind i Havestuen; Latter og højrøstet Passiar høres en Stund derinde.
HIS: 116
FALK
som under det foregaaende Optrin har spadseret omkring i Haven, kommer nu frem i Forgrunden, standser og ser ind til Larmen nogenlunde har lagt sig
Der slagter de en Elskovs Poesi. –
Hin Fusker, som stak Koen ubehændigt,
Saa den i Døden pintes unødvendigt,
Han fik sit Vand og Brød i Dage ti; –
Men disse – disse der –, de slipper fri.
1.utg: 61
(knytter Haanden)
Jeg kunde fristes til –; hys, tomt er Ordet;
Kun Handling fra idag, det har jeg svoret.
LIND kommer hastigt og forsigtigt ud af Døren
Naa Gud ske Lov, nu taler de om Smagen;
Nu kan jeg slippe –
FALK
Hej, Du er da trygg
Paa Lykken; Ønskesværmen, tætt, som Mygg,
Har surret op og ned her hele Dagen.
LIND
De mener det saa vel, den hele Flok,
Skjønt noget Mindre kunde være nok.
Den Andel, som de tar, er næsten trættende;
At slippe bort en Stund vil være lettende.
(vil gaa ud til Højre)
FALK
Hvor gaar Du?
HIS: 117
LIND
Ned paa Hyblen, har jeg tænkt.
Bank paa, ifald Du finder Døren stængt.
FALK
Men skal jeg ikke hente Anna ud til Dig?
LIND
Nej – vil hun Noget, sender hun nok Bud til mig.
Vi taltes ved igaar til langt paa Natt;
Da fik jeg hende sagt omtrent det Vigtigste;
Desuden synes jeg, det er det rigtigste,
At omgaaes sparsomt med sin Lykkes Skatt.
FALK
Ja Du har Rett; man bør for dybt ei gribe
Til Dagligbrug –
1.utg: 62
LIND
Hys, lad mig komme væk.
HU: 187
Nu skal jeg faa mig en fornuftig Pibe;
Jeg har ej røgt tre hele Døgn i Trækk.
Mit Blod har været i en slig Bevægelse;
Jeg gik og skalv for at hun skulde vrage mig –
FALK
Ja Du kan trænge til lidt Vederkvægelse.
LIND
Og Du kan tro, at Knasteren skal smage mig.
(gaar ud til Højre. Frøken Skjære og nogle andre Damer kommer fra Havestuen)
HIS: 118
FRØKEN SKJÆRE
til Falk
Det var vist ham, der gik?
FALK
Ja det var Vildtet.
NOGLE DAMER
At løbe fra os!
ANDRE
Fy, det er da Skamm!
FALK
Han er lidt sky endnu, men blir nok tamm,
Naar han en Ugestid har baaret Skiltet.
FRØKEN SKJÆRE ser sig om
Hvor sidder han?
FALK
Nu sidder han paa Kvisten
I Havehuset, i vor fælles Rede;
(bønligt)
Men De maa ikke drive ham dernede;
Aa lad ham puste ud.
1.utg: 63
FRØKEN SKJÆRE
Nu vel; men Fristen
Blir ikke lang.
FALK
Aa giv ham et Kvarter, –
Saa kan De forfra jo begynde Legen.
Nu er han inde i en engelsk Præken –
FRØKEN SKJÆRE
En engelsk –?
HIS: 119
DAMERNE
Aa, De narrer os! De ler!
FALK
For ramme Alvor. Han er fast bestemt paa
At modta’e Kald etsteds blandt Emigranterne,
Og derfor –
HU: 188
FRØKEN SKJÆRE
forskrækket
Gud, han har da ikke gjemt paa
Det gale Indfald?
(til Damerne)
Raab paa alle Tanterne!
Hent Anna og Fru Straamand og Fru Halm!
NOGLE DAMER i Bevægelse
Ja Sligt maa hindres!
ANDRE
Vi maa gjøre Kvalm!
FRØKEN SKJÆRE
Der er de; Gudskelov!
(til Anna, der kommer fra Havestuen sammen med Præsten, hans Kone og Børn, Styver, Guldstad, Fru Halm og de øvrige Gjæster)
Ved Du hvad Lind
1.utg: 64
Er fast bestemt paa i sit stille Sind?
At gaa som Præst derover –
ANNA
Ja, jeg ved.
FRU HALM
Og Du har lovet ham –!
HIS: 120
ANNA
forlegen
At rejse med.
FRØKEN SKJÆRE oprørt
Saa har han snakket for Dig!
DAMERNE slaar Hænderne sammen
Nej – hvor snedig!
FALK
Men husk den indre Trang hos ham –!
FRØKEN SKJÆRE
Ja, Gud;
Den følger man, naar man er løs og ledig,
Men en Forlovet følger blot sin Brud. –
Nej, søde Anna, tænk Dig om itide;
Du er i Hovedstaden barnefødt – –
FALK
At lide for Ideen er dog sødt!
FRØKEN SKJÆRE
Skal man for Kjærestens Ideer lide?
Til Sligt er man, ved Gud, dog ikke nødt.
(til Damerne)
Kom Allesammen!
HU: 189
(tar Anna under Armen)
Vent; nu skal Du høre; –
Lad saa ham vide, hvad han har at gjøre.
1.utg: 65
HIS: 121
De gaar op mod Baggrunden og ud til Højre i ivrig Samtale med flere af Damerne; de øvrige Gjæster spreder sig i forskjellige Grupper rundt om i Haven. Falk standser Straamand, hvis Kone og Børn stedse holder sig i hans Nærhed. Guldstad gaar fra og til under den følgende Samtale.
FALK
Herr Pastor, hjælp den unge Troens Kjæmpe,
Før de faar Frøken Anna stemt imod ham.
STRAAMAND i Embedstone
Ja Kvinden bør sig efter Manden lempe; – –
( betænkelig)
Men dersom jeg i Middags rett forstod ham,
Saa hviler Kaldet paa en uvis Grund,
Og Offeret, som bringes, er nok tvivlsomt –
FALK
Aa nej, Herr Pastor, døm dog ej for ilsomt.
Jeg tør forsikkre Dem med Haand og Mund,
Hans Kald er meget stort og ubestrideligt –
STRAAMAND opklaret
Ja – er han sikkret noget Vist paalideligt
For Aaret, – da er det en anden Sag.
FALK utaalmodig
De stiller foran, hvad jeg sætter bag;
Jeg mener Kaldet, – Trangen, – ikke Gagen!
HIS: 122
STRAAMAND
med et følelsesfuldt Smil
Foruden den kan Ingen vidne i
Amerika, Europa eller Asien, –
Kort ingensteds. Ja, dersom han var fri,
Min kjære unge Ven, – hvis han var enlig,
Var løs og ledig, – naa, da gik det an;
Men Lind, som er i fuld forlovet Stand, –
For ham er slig Bestilling ikke tjenlig.
Tænk efter selv; han er en kraftig Mand,
1.utg: 66
Med Tiden maa han stifte lidt Familje –
Jeg forudsætter, han har bedste Vilje –
HU: 190
Men Midlerne, min Ven –? «Bygg ej paa Sand»,
Saa siger Skriften. Tingen var en anden,
Hvis Offeret – –
FALK
Ja, det er ikke ringe,
Det ved jeg nok.
STRAAMAND
Ja se, – det hjælper Manden!
Naar Offeret man villig er at bringe,
Og rigeligt –
FALK
Han villig er, som Faa.
STRAAMAND
Han? Hvordan skal jeg Deres Ord forstaa?
I Standens Medfør skal han Offer tage,
Men ikke bringe
FRU STRAAMAND ser ud i Baggrunden
Der er de tilbage.
HIS: 123
FALK
stirrer et Øjeblik forbauset paa ham, forstaar ham pludselig og brister ud i Latter
Hurra for Offeret, – ja det, som blir
Til Højtids bragt i struttende Papir!
STRAAMAND
For gaar man Aaret rundt i Tømm og Trindse,
Saa har man det igjen til Jul og Pindse.
FALK lystig
Og «Kaldet» lydes – naar det er tilstrækkeligt
Selv om man hører til Familjeskafferne!
1.utg: 67
STRAAMAND
Forstaar sig; – er man sikkret noget Klækkeligt,
Saa bør man vidne selv blandt Zulukafferne.
(dæmpet)
Nu skal jeg tage hende med det Gode.
(til en af Smaapigerne)
Min lille Mette, hent mig ud mit Hode.
Klodshodet mener jeg, mit Barn, forstaa mig –
(føler bag i Frakkelommen)
Nej vent et Øjeblik; – jeg har det paa mig.
HU: 191
(gaar opover og stopper sin Pibe, fulgt af Kone og Børn)
GULDSTAD kommer nærmere
De spiller nok en Smule Slange her
I Elskovsparadiset, kan jeg skjønne?
HIS: 124
FALK
Aa, Kundskabstræets Karter er saa grønne;
De frister Ingen.
(til Lind, som kommer fra Højre)
Naada, – er Du der?
LIND
Men Gud forbarme sig, hvor der ser ud
Paa Værelset, – der ligger Lampen knækket,
Gardinet revet ned, vor Staalpen brækket,
Og over Kakkelovnspladen flyder Blækket –
FALK slaar ham paa Skuldren
Det Hærværk bær min Livsvaars første Bud.
Forlænge har jeg siddet bag Gardiner
Og digtet skriftligt under Lampen tændt;
Nu er min døde Stuedigtning endt, –
Med Herrens Solskin jeg i Dagen triner; –
Min Vaar er kommen og min Sjæls Forvandling,
Herefter digter jeg i Daad og Handling.
LIND
Ja digt for mig i hvad Du vil; men vent
Ej derfor, at min Svigermor er tjent
Med Tabet af de malede Gardiner.
1.utg: 68
FALK
Hvad! Hun, som offrer Alt paa de Logerende,
Selv Søsterbørn og Døttre, – skulde hun
Ta’e slig en Smaating op med sure Miner!
LIND vred
Det er usømmeligt i Bund og Grund,
Ja for os begge To prostituerende!
HIS: 125
Dog hun og Du om det; men Lampen var
Min Ejendom med baade Glas og Kuppel –
FALK
Aa pyt, – den volder mig da ingen Skruppel;
Du har Vorherres Sommer lys og klar, –
Hvad skal saa Lampen til?
LIND
Du er mærkværdig;
HU: 192
Du glemmer rent at Sommeren er kort.
Jeg tænker nok, skal jeg til Jul bli færdig,
Det gjælder, ej at sløse Tiden bort.
FALK med store Øjne
Du tænker fremad?
LIND
Ja, det gjør jeg rigtignok;
Jeg skulde tro, Examen er En vigtig nok –
FALK
Men husk igaarkveld! Husk: Du gaar og lever,
Berust i Nuet Intet mer Du kræver –
Selv ej et middelmaadigt Haud til Jul –
Du har jo fanget Lykkens fagre Fugl;
Du har en Følelse, som om Du stod
Med Verdens Rigdom drysset for din Fod!
LIND
Det har jeg sagt; men Sligt er at forstaa,
Naturligvis, cum grano salis –
1.utg: 69
HIS: 126
FALK
Naa!
LIND
Om Formiddagen vil jeg nyde Lykken,
Det er jeg fast bestemt paa.
FALK
Det er kjækt!
LIND
Jeg maa jo hilse paa min nye Slægt,
Saa Tiden gaar alligevel tilspilde;
Men nogen yderligere Forrykken
Af Timeplanen lønned sig nok ilde.
FALK
Og endda vilde Du i forrige Uge
Gaa i den vide Verden ud med Sang.
LIND
Ja, men jeg skjønte Turen blev for lang;
De fjorten Dage kan jeg bedre bruge.
FALK
Nej, Du blev hjemme af en anden Grund;
Du talte Noget om at Dalens Bund
For Dig har Højfjeldsluft og Fuglekvidder.
LIND
Ja vistnok, – Luften her er meget sund;
Men den kan nydes, om man ogsaa sidder
I regelmæssigt Arbejd med sin Bog.
HIS: 127
HU: 193
FALK
Men Bogen var det jo, der ej forslog,
Som Himmelstige –
LIND
Uf, hvor Du er stædig;
Sligt siger man, naar man er løs og ledig
1.utg: 70
FALK
ser paa ham og folder Hænderne i stille Forbauselse
Du ogsaa, Brutus!
LIND med et Anstrøg af Forlegenhed og Ærgrelse
Komm dog vel ihu,
At jeg har andre Pligter, jeg, end Du.
Jeg har min Kjæreste. Se alle andre
Forlovede, selv Folk med lang Erfaring,
Som Du forhaabentlig dog ej vil klandre, –
De paastaar Alle, dersom To skal vandre
Igjennem Livet, saa –
FALK
Spar din Forklaring.
Hvem gav Dig den?
LIND
Aa, for Exempel Styver,
Og det er dog en Mand, som ikke lyver.
Og Frøken Skjære, som er saa erfaren,
Hun siger –
FALK
Naa, men Præsten og hans Maren?
HIS: 128
LIND
Ja, det er mærkeligt med disse To;
Der hviler over dem en Sindets Ro, –
Tænk Dig, hun kan ej huske sin Forlovelse,
Har ganske glemt, hvad den Ting er, at elske.
FALK
Ja, det er Følgen af enhver Forsovelse, –
Erindringsfuglene blir rent rebelske.
(lægger Haanden paa hans Skulder og ser ironisk paa ham)
Du, kjære Lind, – Du sov vist sødt inatt?
LIND
Til langt paa Dag; jeg gik tilsengs saa matt,
1.utg: 71
Og dog paa samme Tid i slig en Rørelse;
Jeg frygted næsten, jeg var bleven gal.
FALK
Aa ja, Du led jo af et Slags Forgjørelse.
LIND
Men Gud ske Lov, saa vaagned jeg normal.
HU: 194
Under dette Optrin har Straamand af og til vist sig spadserende i Baggrunden i ivrig Samtale med Anna; Fru Straamand og Børnene følger bagefter. Frøken Skjære viser sig nu ogsaa; tilligemed hende Fru Halm og endel andre Damer.
HIS: 129
FRØKEN SKJÆRE
endnu før Indtrædelsen
Herr Lind!
LIND til Falk
Der er de efter mig igjen!
Komm, lad os gaa.
FRØKEN SKJÆRE
Nej bi; hvor skal De hen?
Lad os ihast faa Ende paa Uenigheden,
Som De og Deres Kjæreste er kommen i.
LIND
Er vi uenige?
FRØKEN SKJÆRE viser mod Anna, som staar længre inde i Haven
Ja, læs selv Dommen i
Hint taarerige Blik. Det gjælder Menigheden
Der over i Amerika.
LIND
Men, Gud,
Hun var jo villig –
FRØKEN SKJÆRE spodsk
Jo det ser saa ud!
Nej, Kjære, De vil anderledes dømme,
Naar vi faar drøftet Sagen mer i Ro.
1.utg: 72
LIND
Men denne Strid for Troen, den er jo
Min Fremtids bedste Drøm!
HIS: 130
FRØKEN SKJÆRE
Aa, hvem vil tro
I vor civiliserte Tid paa Drømme?
Se, Styver drømte nu forleden Natt,
Der kom et Brev, som var saa selsomt kantet; –
FRU STRAAMAND
At drømme Sligt er Forbud for en Skatt.
FRØKEN SKJÆRE med et Nikk
Ja, – næste Dag han blev for Byskatt pantet.
Damerne slaar Kreds om Lind og gaar samtalende med ham opover i Haven.
STRAAMAND fortsættende til Anna, der næsten søger at undgaa ham
Af disse Grunde, kjære unge Barn,
Af disse Grunde, hentet fra Fornuften,
HU: 195
Ja fra Moralen og tildels fra Skriften,
De indser nu, at slig en Meningsskiften
Maa kaldes ganske greben ud af Luften.
ANNA halvt grædende
Ja, Gud, – jeg er endnu saa uerfaren – –
STRAAMAND
Og det er saa naturligt, at man har en
Utidig Frygt for Faren og for Snaren;
Men lad ej Tvivlen faa Dem i sit Garn, –
Vær uforsagt; spejl Dem i mig og Maren!
HIS: 131
FRU STRAAMAND
Ja jeg har hørt idag af Deres Moder,
At jeg var ligesaa forknytt, som De,
Da vi fik Kaldet –
1.utg: 73
STRAAMAND
Det var og fordi
Hun skulde bort fra Hovedstadens Goder; –
Men da vi havde samlet nogle Skillinger,
Og da vi havde faat de første Tvillinger,
Saa gik det over.
FALK sagte til Straamand
Bravo! De er stor
Som Taler!
STRAAMAND nikker til ham og vender sig atter til Anna
Hold De derfor Deres Ord!
Skal Mennesket forsage? Falk fortæller,
At Kaldet ikke er saa ringe heller; –
Saa var det jo?
FALK
Nej, Pastor –
STRAAMAND
Jo ved Gud –!
(til Anna)
Saa noget Vist kan deraf gjøres ud.
Og er det saa; hvi skal vi da forsage?
Sku om Dem i de længst fremfarne Dage!
Se Adam, Eva, Dyrene i Arken –
Se Liljerne i Luften – Fuglene paa Marken –
De Fugle smaa – de Fugle smaa – de Fiske – –
(vedbliver dæmpet idet han fjerner sig med Anna)
HIS: 132
HU: 196
FALK
idet Frøken Skjære og Tanterne kommer med Lind
Hurra! Der kommer Kjærnetropper friske;
Den hele gamle Garde i Gevær!
FRØKEN SKJÆRE
Naa, det er godt vi finder hende her.
(dæmpet)
Vi har ham, Falk! – Nu til Veninden der.
(nærmer sig Anna)
1.utg: 74
STRAAMAND
med en afværgende Bevægelse
Hun trænger ingen verdslig Overtalelse;
Ej gjøres der, hvor Aanden har gjort sit,
Behov at Verden –
(beskeden)
Har jeg virket lidt,
Saa fik jeg Kraft – –!
FRU HALM
Naa, uden al Forhalelse
Forsoning da!
TANTERNE rørte
O Gud, hvor det er smukt!
STRAAMAND
Ja gives vel et Sind, saa døvt og lukt,
At ej det finder sligt et Optrin gribende?
Det er saa skjærpende, det er saa slibende,
Det er saa vækkende at see et ungt
Umyndigt Barn, som bringer Offret, tungt,
Men villigt dog paa Pligtens Alter.
HIS: 133
FRU HALM
Ja,
Men hendes Slægt har ogsaa været virksom.
FRØKEN SKJÆRE
Ja jeg og Tanterne, – det ved jeg da!
De, Lind, De ejer hendes Hjertes Nøgle;
Men vi, Veninderne, vi har en Dirk, som
Kan lukke op, hvor Nøglen ej forslaar; –
(trykker hans Haand)
Og hvis det trænges i de senere Aar,
Saa komm til os, – vort Venskab kan ej gjøgle.
HU: 197
FRU HALM
Ja, vi er om jer, hvor I staar og gaar –
FRØKEN SKJÆRE
Og skjærmer jer mod Tvedragts fæle Øgle.
1.utg: 75
STRAAMAND
O denne Klynge –! Kjærlighed og Venskab –!
En Stund, saa glad, og dog saa vemoddryssende –!
(vender sig til Lind)
Men, unge Mand, lad Tingen faa en Endskab;
(fører Anna til ham)
Tag hen din Brud – din Brud tag hen – og kyss hende!
LIND rækker Anna Haanden
Jeg blir hos Dig!
ANNA paa samme Tid
Jeg følger med!
HIS: 134
ANNA
forbauset
Du blir hos mig?
LIND ligesaa
Du følger?
ANNA med et hjælpeløst Blik paa de Omstaaende
Men, Gud, saa skilles vi jo ligefuldt!
LIND
Ja, hvad er det?
DAMERNE
Hvad nu!
FRØKEN SKJÆRE ivrig
Nej, her sig dølger
En Misforstaaelse –
STRAAMAND
Hun loved huldt,
At rejse med!
FRØKEN SKJÆRE
Og Lind svor højt at blive!
1.utg: 76
FALK
leende
De Begge føjed sig; hvad fattes da?
STRAAMAND
Nej, de Forvikklinger er mig for stive!
(gaar op mod Baggrunden)
TANTERNE i Munden paa hverandre
Men Herregud, hvem kommer Striden fra?
HIS: 135
FRU HALM
til Guldstad og Styver, som har spadseret udenfor i Haven og nu nærmer sig
Her er Uenighed paa alle Kanter.
(taler sagte med dem)
FRU STRAAMAND til Frøken Skjære, idet hun ser at Havebordet dækkes
Nu faar vi Thevand.
HU: 198
FRØKEN SKJÆRE
kort
Gudskelov.
FALK
Hurra
For Venskab, Thevand, Kjærlighed og Tanter!
STYVER
Men dersom Sagen hænger saadan sammen,
Saa kan den endes lett til Alles Gammen.
Processen hviler paa en Paragraf,
Som siger: Konen skal sin Husbond følge.
Dens Ord er klare, det kan Ingen dølge –
FRØKEN SKJÆRE
Ja saa; men hvor blir da Forliget af?
STRAAMAND
Hun lyde maa en Lov, som kom fraoven –
STYVER
Men saa kan Lind jo eludere Loven; –
1.utg: 77
(henvendt til Lind)
Hal Rejsen ud, og rør Dem ej af Pletten.
HIS: 136
TANTERNE
glade
Ja det gaar an!
FRU HALM
Ja vist!
FRØKEN SKJÆRE
Saa skilles Trætten.
Svanhild og Pigerne har imidlertid dækket Thebordet nedenfor Altantrappen. Paa Fru Halms Opfordring sætter Damerne sig om Bordet. Det øvrige Selskab tager Plads dels paa Altanen og i Lysthuset, dels rundt om i Haven. Falk sidder paa Altanen. Under det Følgende drikkes The.
FRU HALM smilende
Saa trak det lille Uvejr da forbi.
Slig Sommerregn gjør godt, naar den er over;
Da skinner Solen dobbelt smukt, og lover
En Eftermiddagsstund for Skyer fri.
FRØKEN SKJÆRE
Ja, Kjærlighedens Blomst behøver større
Og mindre Regnskyll for at holdes frisk.
FALK
Den dør, saasnart den bringes paa det Tørre;
For saavidt har den Lighed med en Fisk –
SVANHILD
Nej, Kjærligheden lever jo af Luften –
HIS: 137
FRØKEN SKJÆRE
Og den maa Fisken dø i –
FALK
Ganske sandt.
HU: 199
FRØKEN SKJÆRE
Der kan De se, vi Deres Tunge bandt!
1.utg: 78
FRU STRAAMAND
Den The er god, det kjender man paa Duften.
FALK
Naa lad det blive da ved Blomsterlignelsen.
Den er en Blomst; thi nægtes den Velsignelsen
Af Himlens Regn, saa hartad den gaar fløjten – –
(standser)
FRØKEN SKJÆRE
Hvad da?
FALK med et galant Buk
Da kommer Tanterne med Sprøjten. –
Men Lignelsen har Digterne nu brugt,
Og Godtfolk gjennem Snese Slægter slugt, –
Og endda er den for de Fleste taaget;
Thi Blomstervrimmelen er stor og broget.
Sig, hvilken enkelt Blomst er Kjærligheden?
Nævn den, som har den største Lighed med den.
FRØKEN SKJÆRE
Den er en Rose; Gud, det ved Enhver; –
Den laaner Livet jo et Rosenskjær.
HIS: 138
EN UNG DAME
Den er en Hvidvejs, voxer under Sneen;
Først naar den springer ud faar Verden se’en.
EN TANTE
Den er en Løvetand, som trives bedst,
Naar den blir knust af Mandshæl eller Hest,
Ja skyder Skud, naar nedtraadt den er blevet,
Som Digter Pedersen saa smukt har skrevet.
LIND
Vaarklokken er den; i dit unge Sind
Den ringer Livets Pindsehøjtid ind.
FRU HALM
Nej, den er Eviggrønt, som ej staar brun i
December selv, saa lidt som midt i Juni.
1.utg: 79
GULDSTAD
Nej, den er islandsk Mos i Godvejr høstet:
Den læger Frøkener med Ondt for Brystet.
HU: 200
EN HERRE
Den er en vild Kastanje, – meget priselig
Som Kakkelovnsved, men Frugten er uspiselig.
SVANHILD
Nej, en Kamelia; som før Konvallerne,
Den er jo Damers Hovedpynt paa Ballerne.
FRU STRAAMAND
Nej den er lig en Blomst, som var saa nett, –
Bi lidt – den var nok graa – nej violet; –
HIS: 139
Hvad hed den nu –? Lad se – den ligned dem som – –
Nej, det er mærkeligt, hvor jeg er glemsom.
STYVER
Hvert Blomsterbilled gaar paa halte Ben.
Den ligner snarere en Blomsterpotte:
Ad Gangen har den ikkun Plads for En,
Men efterhaanden kan den rumme Otte.
STRAAMAND i Børneflokken
Nej, Kjærligheden er et Pæretræ;
Om Vaaren pære-blomster-hvid som Sne;
Lidt udpaa Aaret Blomsterne sig arter
Til fler og flere store grønne Karter;
Af Faderstammens Safter de sig nærer, –
Med Gudshjælp blir de allesammen Pærer.
FALK
Saa mange Hoveder, saa mange Sind!
Nej, Alle famler de paa gale Veje.
Hver Lignelse er skjæv; men hør nu min, –
Den kan paa hver en Vis De sno og dreje.
(rejser sig i Talerstilling)
Der gror en Plante i det fjerne Øst;
Dens Odelshjem er Solens Fætters Have –
1.utg: 80
DAMERNE
Aa, det er Theen!
HIS: 140
FALK
Ja.
FRU STRAAMAND
Han har en Røst,
Som Straamand, naar han –
STRAAMAND
Bring ham ej af Lave.
FALK
Den har sit Hjem i Fabellandets Dale,
Vel tusind Mile bagom Ørkner golde, –
HU: 201
Fyld Koppen, Lind! Saa Takk. Nu skal jeg holde
Om The og Kjærlighed en Thevandstale.
(Gjesterne rykker nærmere sammen)
Den har sit Hjem i Eventyrets Land;
Ak, der har ogsaa Kjærligheden hjemme.
Kun Solens Sønner, ved vi, fik Forstand
Paa Urtens Dyrkning, paa dens Røgt og Fremme.
Med Kjærligheden er det ligesaa.
En Draabe Solblod maa i Aaren slaa,
Hvis Kjærlighed skal fange Liv derinde,
Skal grønnes, gro, og frem til Blomstring vinde.
FRØKEN SKJÆRE
Men Kina er et meget gammelt Land,
Saa Theens Ælde deraf sluttes kan –
STRAAMAND
Den var vist til før Tyrus og Jerusalem.
FALK
Ja den var kjendt, da salig Herr Methusalem
I Billedbogen bladed paa sin Skammel –
HIS: 141
FRØKEN SKJÆRE
triumferende
Og Kjærlighedens Væsen er jo ungt!
At finde Lighed her, vil falde tungt.
1.utg: 81
FALK
Nej, Kjærligheden er og meget gammel;
Den Læresættning underskriver vi jo
Saa troende, som Folk i Kap og Rio; –
Ja, fra Neapel og til Nord for Brevig
Der gives dem, der paastaar den er evig; –
Naa, deri er vel nogen Overdrivelse, –
Men gammel er den over al Beskrivelse.
FRØKEN SKJÆRE
Men Kjærlighed og Kjærlighed er Et;
Af The der gives baade god og slett.
FRU STRAAMAND
Ja man har The i mange Kvaliteter.
ANNA
De grønne Foraarsspirer allerførst –
SVANHILD
Den Slags er kun for Solens Døttres Tørst.
EN UNG DAME
Man skildrer den berusende som Æther –
EN ANDEN
Som Lotos duftende, og sød som Mandelen.
HIS: 142
GULDSTAD
Den forekommer aldrig her i Handelen.
HU: 202
FALK
som imidlertid er traadt ned fra Altanen
Ak, mine Damer, hver i sin Natur
Har og et særligt lidet «himmelsk Rige».
Der knopped sig af Spirer tusind Slige
Bag Blyheds faldende Kinesermur.
Men Fantasiens smaa Kineserdukker,
Som sidder i Kioskens Ly og sukker,
Som drømmer vidt – saa vidt –, med Slør om Lænderne,
Med gyldne Tulipaners Flor i Hænderne –
1.utg: 82
Til dem I Førstegrødens Knopper sanked;
Jer var det Et hvad Høst der siden vanked.
Se, derfor naaer til os, med Grus og Stilke,
En Efterslætt, mod hin, som Hamp mod Silke, –
En Høst, som faaes af Træet ved at sparke det –
GULDSTAD
Det er den sorte The.
FALK med et Nikk
Den fylder Markedet.
EN HERRE
Saa taler Holberg om en The de Beuf –
FRØKEN SKJÆRE snærpet
Den er vist ubekjendt for Nutidsganer.
FALK
Der gives og en Kjærlighed de Beuf;
HIS: 143
Den slaar sin Mand for Panden – i Romaner,
Og skal nok spores fra og til i Tøf-
felhæren under Ægteskabets Faner.
Kort, der er Lighed, hvor De mindst det tror.
Saaledes lyder jo et gammelt Ord,
At Theen lider, mister Noget af et
Aroma, som i Plantens Indre bor,
Ifald til os den føres over Havet.
Igjennem Ørknen maa den, over Bakkerne, –
Maa svare Told til Russen og Kosakkerne; –
De stempler den, saa faar vi vidre fare,
Saa gjælder den blandt os for ægte Vare.
Men gaar ej Kjærligheden samme Vej?
HU: 203
Igjennem Livets Ørk? Hvad blev vel Følgerne,
Hvad Skrig, hvad Verdens Dom, hvis De, hvis jeg,
Bar kjækt vor Elskov over Frihedsbølgerne!
«Gud, den har tabt Moralens Krydderi!»
« Legalitetens Duft er rent forbi!»
1.utg: 83
STRAAMAND
rejser sig
Ja, Gudskelov, – i sædelige Lande
Er slige Varer endnu Kontrabande!
FALK
Ja, skal den hertillands passere frit,
Saa maa den gjennem Reglernes Siberien,
Hvor ingen Havluft skade kan Materien, –
Saa maa den vise Segl og Sort paa Hvidt
Fra Kirkeværge, Organist og Klokker,
Fra Slægt og Venner, Kjendinger og Pokker,
Og mange andre brave Mænd, foruden
Det Fripas, som den fik af selve Guden. –
Og saa det sidste store Lighedspunkt; –
HIS: 144
Se hvor Kulturens Haand har lagt sig tungt
Paa «Himmelriget» i det fjerne Østen;
Dets Mur forfalder og dets Magt er sprængt,
Den sidste ægte Mandarin er hængt,
Profane Hænder alt besørger Høsten.
Snart «Himlens Rige» er en Saga blot,
Et Eventyr, som Ingen længer tror paa,
Den hele Verden er et Graat i Graat, –
Vidunderlandet har den kastet Jord paa.
Men har den det, – hvor er da Kjærligheden!
Ak, da er ogsaa den jo vandret heden.
(løfter Koppen ivejret)
Naa, lad forgaa, hvad Tiden ej kan bære; – –
En Thevandsskaal til salig Amors Ære!
(drikker ud; stærk Uvillie og Bevægelse i Selskabet)
FRØKEN SKJÆRE
Det var en meget sælsom Brug af Ordet!
HU: 204
DAMERNE
At Kjærligheden skulde være død –!
STRAAMAND
Her sidder den jo sund og rund og rød
I alskens Skikkelser om Thevandsbordet.
Her har vi Enken i sin sorte Dragt –
1.utg: 84
FRØKEN SKJÆRE
Et trofast Ægtepar –
STYVER
Hvis Elskovspagt
Kan lægge mangt et haandfast Pant irette.
HIS: 145
GULDSTAD
Derefter kommer Kjærlighedens lette
Kavalleri, – de mange Slags Forlovede.
STRAAMAND
Først Veteranerne, hvis Forbund vovede
At trodse Tidens Tand –
FRØKEN SKJÆRE afbryder
Og saa Eleverne
I første Klasse, – Parret fra igaar –
STRAAMAND
Kort, her er Sommer, Vinter, Høst og Vaar;
Den Sandhed kan De tage paa med Næverne,
Med Øjne se, og høre den med Øren –
FALK
Nu ja?
FRØKEN SKJÆRE
Og endda viser De den Døren!
FALK
De har nok højlig misforstaaet mig, Frøken.
Naar har jeg nægtet disse Ting var til?
Men De maa komme vel ihug at Røgen
Er ikke altid just Bevis paa Ild.
Jeg ved saa saare vel, man tar til Ægte,
Familje stiftes, og deslige Ting;
De skal vist aldrig høre mig benægte,
At der i Verden findes Kurv og Ring,
At rosenrøde smaa Billetter skrives,
Og lukkes med et Duepar, som – kives,
1.utg: 85
HIS: 146
At der gaar Kjærester i hver en Gade,
At Gratulanterne faar Chocolade,
At Skikk og Brug har formet et Reskript
Med egne Regler for enhver « Forliebt»; – –
Men Herregud, vi har jo og Majorer,
HU: 205
Et Arsenal med stort Materiel,
Her findes Trommer, Huggerter og Sporer, –
Men hvad beviser saa det Hele vel?
Blot at vi ejer Folk med Sværd ved Belte,
Men ingenlunde at vi ejer Helte.
Ja, selv om Gardermoen fuld af Telte stod, –
Var det da derfor sagt der gaves Heltemod?
STRAAMAND
Naa, Billighed i Alt; oprigtig talt,
Det er ej altid just i Sandheds Tjeneste,
Naar unge Folks Forelskelse blir malt
Saa stærk og saa, – ja, som det var den eneste.
Paa den er ej til hver en Tid at bygge;
Nej, først i Ægteskabets Huslig-Hygge
Staar Kjærligheden grundet paa en Klippe,
Som aldrig svigter og som ej kan glippe.
FRØKEN SKJÆRE
Da er jeg af en ganske anden Mening.
Jeg skulde tro to Hjerters fri Forening,
Som løses kan idag, men aarvis varer,
Dog Kjærlighedens Ægthed bedst forsvarer.
ANNA med Varme
O, nej, – et Forhold, som er friskt og ungt,
Er dog paa Kjærne mere rigt og tungt.
HIS: 147
LIND
tankefuld
Hvem ved om ej det dufter af Ideen,
Som Frøknens Hvidvejs, ikkun under Sneen.
FALK pludselig udbrydende i stærk og smertelig Bevægelse
Du faldne Adam! Det var Hjemve-Tanken,
Som søgte Eden bagom Gjærdeplanken!
1.utg: 86
LIND
Hvad Snakk!
FRU HALM krænket, til Falk, idet hun rejser sig
Det er just intet Venskabsstykke,
At vække Tvist, hvor vi har stiftet Fred;
Frygt ej for Deres Ven og for hans Lykke –
NOGLE DAMER
Nej, den er vis!
ANDRE
Ja det vi sikkert ved.
HU: 206
FRU HALM
Vel har hun ej lært Kogebog i Skolen,
Men det skal læres endnu denne Høst.
FRØKEN SKJÆRE
Til Brylluppet hun selv broderer Kjolen.
EN TANTE klapper Anna paa Hovedet
Og blir fornuftig saa det er en Lyst.
HIS: 148
FALK
ler højt
O Du Fornuft-Karrikatur, som dræber
Med Galskabs Hallingdands paa Vennelæber!
Var det Fornuftighed, han vilde finde?
Var det en Kogebogsprofessorinde?
Han kom herind som Vaarens glade Svend,
Han kaared Havens unge vilde Rose.
I drog den op for ham; – han kom igjen; –
Hvad bar saa Busken? Nyper!
FRØKEN SKJÆRE stødt
Vil De skose?
1.utg: 87
FALK
En nyttig Frugt til Husbrug, – ja, ved Gud!
Men Nypen var dog ej hans Vaardags Brud.
FRU HALM
Ja hvis Herr Lind har søgt en Balheltinde,
Saa er det slemt; hun er ej her at finde.
FALK
O ja – jeg ved, der drives jo et Døgn-
Koketteri med Huslighedens Tanke;
Det er et Rodskud af den store Løgn,
Der gror i Højden, lig en Humleranke.
Jeg tar ærbødig Hatten af, min Frue,
For «Balheltinden»; hun er Skjønheds Barn, –
Og Idealet spænder gyldne Garn
I Ballets Sal, men knapt i Ammens Stue.
FRU HALM med undertrykt Forbittrelse
Herr Falk, slig Adfærd har en nemm Forklaring.
Forlovet Mand er tabt for Venners Lag;
HIS: 149
Det er nok Kjærnen i den hele Sag;
Jeg har i det Kapitel god Erfaring.
FALK
Naturligvis; – syv Søsterdøttre gifte –
FRU HALM
Og gifte lykkeligt!
HU: 207
FALK
med Eftertrykk
Ja, er det vist?
GULDSTAD
Hvad nu!
FRØKEN SKJÆRE
Herr Falk!
1.utg: 88
LIND
Er det din Agt at stifte
Uenighed!
FALK med Udbrudd
Ja Krig og Splid og Tvist!
STYVER
Du, som er Lægmand, en Profan i Faget!
FALK
Ja lad det gaa; jeg hejser endda Flaget!
Ja Krig jeg vil med Hænder og med Fødder,
En Krig mod Løgnen med de stærke Rødder,
Mod Løgnen, som I røgtet har og vandet,
Saa frækt den knejser og ser ud som Sandhed!
HIS: 150
STYVER
Jeg protesterer mod alt Ubevist,
Og forbeholder mig Regres – –
FRØKEN SKJÆRE
Ti stille!
FALK
Saa det er Kjærlighedens friske Kilde,
Som hvisker om, hvad Enken har forlist, –
Hin Kjærlighed, som sletted «Savn» og «Klage»
Af Sproget ud i Lykkens lyse Dage!
Saa det er Kjærlighedens Sejersflod,
Som ruller gjennem Ægteparrets Aarer, –
Hin Kjærlighed, som kjækt paa Skandsen stod,
Og traadte Skikk og Vedtægt under Fod,
Og lo ad alle Verdens kloge Daarer!
Saa det er Kjærlighedens Skjønhedsflamme,
Som holder en Forlovelse igang
I lange Aar! Ja saa! Det er den Samme,
Som ildned selv Kontorets Søn til Sang!
1.utg: 89
Saa det er Kjærlighedens unge Lykke,
Som frygter Farten over Havets Hvælv,
Som kræver Offer, skjønt i fagrest Smykke
Den skulde straale – offrende sig selv! –
O nej, I Løgnens Dagligdagsprofeter,
Kald Tingen engang med sit rette Navn,
HU: 208
Kald Enkestandens Rørelser for Savn,
Og Ægtestandens Vane, som de heder!
STRAAMAND
Nej, unge Mand, slig Frækkhed er for stor!
Der er Bespottelse i hvert et Ord!
(træder Falk tætt under Øjnene)
HIS: 151
Nu axler jeg mit gamle Skind til Striden
For arvet Tro imod den nye Viden!
FALK
Jeg gaar til Kampens Højtid som til Fest.
STRAAMAND
Godt! De skal se mig trodse Kugleregnen –
(nærmere)
Et viet Par er helligt, som en Præst –
STYVER paa Falks anden Side
Og et forlovet –
FALK
Halvt om halvt, som Degnen.
STRAAMAND
Se disse Børn; – De ser den – denne Klynge?
Den kan paa Forhaand mig Viktoria synge!
Hvor var det muligt at – hvor var det gjørligt – –
Nej, Sandheds Ord er mægtigt, ubønhørligt, –
At stoppe Øret til, kan kun en Taabe.
Se – disse Børn er Elskovsbørn tilhobe – – –!
(standser forvirret)
Ja det vil sige – nej, naturligvis –!
1.utg: 90
FRØKEN SKJÆRE
vifter sig med Lommetørklædet
Det er en meget uforstaaelig Tale.
FALK
Se der leverer De jo selv Bevis;
Et af de ægte, gode, nationale.
De skjelner mellem Ægteskabets Panter,
HIS: 152
Og Elskovs ditto; – deri gjør De klogt;
Der Forskjel er, som mellem raat og kogt,
Som mellem Markens Blomst og Potteplanter.
Hos os er Kjærligheden snart en Videnskab;
Forlængst den hørte op at være Lidenskab.
HU: 209
Hos os er Kjærligheden som et Fag,
Den har sit faste Laug, sit eget Flag,
Den er en Stand af Kjærester og Ægtemænd, –
De passer Tjenesten og kan nok mægte den,
Thi der er Samhold, som i Havets Tangforgrening.
Alt, hvad Etaten mangler, er en Sangforening –
GULDSTAD
Og en Avis!
FALK
Godt! I skal faa Avisen!
Det var en god Ide; man har jo Blade
For Børn og Damer, Troende og Skytter.
Jeg haaber Ingen spørger efter Prisen.
Der skal I faa at se, som paa Parade,
Hvert Baand, som Per og Poul i Byen knytter;
Der rykkes ind hvert rosenfarvet Brev,
Som Vilhelm til sin ømme Laura skrev;
Der trykkes blandt ulykkelige Hændelser –
Som ellers Mord og Krinolinforbrændelser –
Hvert Opslag, som fandt Sted i Ugens Løb;
Der averteres under Salg og Kjøb
Hvor brugte Ringe billigst kan bekommes;
Der annonceres Tvillingen og Trillingen, –
Og er der Vielse, saa sammentrommes
1.utg: 91
Det hele Laug at se paa Forestillingen, –
Og vanker der en Kurv, saa prentes den
I Bladet mellem andre Nyhedsstoffer,
HIS: 153
Det lyde skal omtrent som saa «Igjen
Har Elskovsdjævlen krævet her et Offer!»
Jo, I skal se, det gaar; thi naar det lider
Imod den Tid, da Abonnenten bider,
Da bruger jeg en Agn, som ikke dræber den –
Da slagter jeg, paa Storbladsvis, – en Pebersvend; –
Jo, I skal se mig kjækt til Laugets Nytte stridende,
Som Tiger, ja, som Redaktør mit Bytte bidende –
GULDSTAD
Og Bladets Titel?
HU: 210
FALK
Amors norske Skyttetidende!
STYVER nærmer sig
Det er dog ej dit Alvor vel? Du vil
Ej sætte slig dit gode Navn paa Spil!
FALK
Mit ramme Alvor. Tidtnok paastod man
At Ingen kan af Kjærligheden leve;
Jeg vise skal, den Paastand er ej sand;
Thi jeg skal leve af den som en Greve,
Især hvis Frøken Skjære, som jeg haaber,
Levere vil Herr Straamands «Livs-Roman»
Til Skjænkning ud, som Feuilleton, i Draaber.
STRAAMAND forskrækket
Gud staa mig bi! Hvad er nu det for Plan?
Mit Livs Roman! Naar var mit Liv romantisk!
HIS: 154
FRØKEN SKJÆRE
Det har jeg aldrig sagt!
STYVER
En Misforstaaelse!
1.utg: 92
STRAAMAND
Jeg skulde gjort mig skyldig i Forgaaelse
Mod Skikk og Brug? Der lyver De gigantisk!
FALK
Nu godt.
(slaar Styver paa Skulderen)
Her staar en Ven, som ej vil svigte.
Jeg aabner Bladet med Kopistens Digte.
STYVER efter et forfærdet Blik paa Præsten
Men er Du gal! Nej, maa jeg be’ om Ordet! –
Du tør beskylde mig for Vers – –
FRØKEN SKJÆRE
Nej Gud –!
FALK
Det Rygte gaar dog ud ifra Kontoret.
STYVER i høj Vrede
Fra vort Kontor gaar aldrig Noget ud!
FALK
Ja svigt mig ogsaa Du; jeg har endda
En trofast Bror, som ikke falder fra.
Et Hjertes Saga venter jeg fra Lind,
Hvis Elskov er for fin for Havets Vind,
HU: 211
Som offrer Landsmænds Sjæle for sin Kjærlighed, –
Sligt viser Følelsen i al dens Herlighed!
HIS: 155
FRU HALM
Herr Falk, nu er mit Taalmods Rest tilende.
Vi kan ej leve under samme Tag; –
Jeg haaber at De flytter end idag –
FALK med et Buk, idet Fruen og Selskabet gaar ind
Det var jeg forberedt paa vilde hænde.
STRAAMAND
Imellem os er Krig paa Død og Liv;
1.utg: 93
De har fornærmet mig med samt min Viv,
Ja mine Børn, fra Trine ned til Ane; – –
Gal kun, Herr Falk, – gal, som Ideens Hane –
(gaar ind med Kone og Børn)
FALK
Og skrid De fremad paa Apostlens Bane
Med Deres Kjærlighed, som De har mægtet
At faa, før tredje Hanegal, fornægtet!
FRØKEN SKJÆRE faar Ondt
Følg med mig, Styver; hjælp mig at faa hægtet
Korsettet op; – komm, skynd Dig, – denne Vej.
STYVER til Falk idet han gaar med Frøken Skjære under Armen
Jeg siger op vort Venskab!
LIND
Ogsaa jeg.
FALK alvorlig
Du ogsaa, Lind!
HIS: 156
LIND
Farvel!
FALK
Du var min næreste – –
LIND
Ja det maa skee; hun ønsker det, min Kjæreste.
Han gaar ind; Svanhild er bleven staaende ved Altantrappen.
FALK
Se saa; nu har jeg Plads paa alle Kanter; –
Nu har jeg ryddet om mig!
SVANHILD
Falk, et Ord!
1.utg: 94
FALK
viser høfligt mod Huset
Den Vej, min Frøken; – der gik Deres Moer
Med alle Venner og med alle Tanter.
HU: 212
SVANHILD
nærmer sig
Ja, lad dem gaa; min Vej er ikke deres;
Ved mig skal ikke Flokkens Tal forfleres.
FALK
De gaar ej?
SVANHILD
Nej. Vil De mod Løgnen stride,
Jeg staar, som Søster, tro ved Deres Side.
FALK
De, Svanhild; De, som –
HIS: 157
SVANHILD
Jeg, som end igaar –?
O, var De selv da, Falk, igaar den Samme?
De bød mig, som en Lykke, Siljens Kaar –
FALK
Og Siljen fløjted, fløjted mig tilskamme!
Nej De har Ret; da var det Børneværk;
Men De har vakt mig til et bedre Virke; –
Midt indi Stimlen staar den store Kirke,
Hvor Sandheds Røst skal runge ren og stærk.
Det gjælder ej at skue, som Asynjen,
Fra Højden over al den vilde Dyst, –
Nej, bære Skjønhedsmærket i sit Bryst,
Som Hellig-Olaf bar sit Kors paa Brynjen, –
At se med Langsyn over Slagets Vidder,
Skjønt hildet han i Kampens Virvar sidder, –
Et Skimt af Sol bag Taagen at bevare,
Det er det Livsenskrav, en Mand skal klare!
1.utg: 95
SVANHILD
Og De vil klare det; – naar De staar fri,
Og staar alene.
FALK
Stod jeg da i Stimlen?
Og det er Kravet. Nej, den er forbi,
Hin Isolerthedspagt med mig og Himlen.
Endt er min Digtning indfor Stuevægg,
Mit Digt skal leves under Rogn og Hægg,
Min Krig skal føres midt i Døgnets Rige, –
Jeg eller Løgnen – En af os skal vige!
HIS: 158
SVANHILD
Saa gaa da signet frem fra Digt til Daad!
Jeg har Dem miskjendt; De har Hjertevarme;
Tilgiv, – og lad os skilles uden Harme –
HU: 213
FALK
Nej, den har Plads for To, min Fremtids Baad!
Vi skilles ikke. Svanhild, har De Mod,
Saa følges vi i Kampen Fod for Fod!
SVANHILD
Vi følges?
FALK
Se, jeg staar forladt af Alle,
Har ingen Ven, har Krig med hver Bekjendt,
Mod mig er Hadets hvasse Spydsodd vendt; –
Sig, har De Mod, med mig at staa og falde?
Min Fremtidsvej gaar gjennem Skikk og Brug,
Hvor tusind Hensyns Lænker Foden tvinger, –
Der breder jeg, som alle Andre, Dug,
Og sætter Ringen paa min Elsktes Finger!
(drager en Ring af sin Haand, og holder den ivejret)
SVANHILD i aandeløs Spænding
Det vil De?
1.utg: 96
FALK
Ja, og vi skal vise Verden,
At Kjærligheden har en evig Magt,
Som bær den uskadt og i al sin Pragt
Igjennem Døgnets Dynd paa Hverdagsfærden.
Igaar jeg pegte mod Ideens Baal,
Der brandt, som Baun paa Bergets bratte Tinde; –
Da blev De rædd, De skalv, thi De var Kvinde;
HIS: 159
Nu peger jeg mod Kvindens sande Maal!
En Sjæl, som Deres, holder hvad den lover;
Se Sluget for Dem, – Svanhild, sætt nu over!
SVANHILD neppe hørligt
Og hvis vi faldt –?
FALK jublende
O nej, jeg ser et Skjær
I Deres Øje, som vor Sejr forkynder!
SVANHILD
Saa tag mig hel og holden, som jeg er!
Nu springer Løvet ud; min Vaar begynder!
Hun kaster sig med Kjækkhed i hans Arme idet Tæppet falder.
HIS: 160
1.utg: [97]
HIS: 161
HU: 214
TREDJE AKT
Aften og klart Maaneskin. Rundt om paa Træerne brænder farvede Lamper. I Baggrunden Borde med Opdækkning af Vinflasker, Glasse, Kager o. s. v. Inde fra Huset, hvor alle Vinduer er oplyste, høres dæmpet Pianofortespil og Sang under de følgende Optrin. Svanhild staar ved Altanen. Falk kommer fra Højre med nogle Bøger og en Skrivemappe under Armen. Oppasseren følger efter med en Kuffert og en Vadsækk.
FALK
Det er jo Resten?
OPPASSEREN
Ja nu tror jeg neppe
Det fattes Andet, end en liden Skræppe
Og Sommerfrakken.
FALK
Godt; det tar jeg med
Paa Ryggen naar jeg gaar. Komm saa afsted; –
Se her er Mappen.
OPPASSEREN
Der er Laas for, ser jeg.
FALK
Ja der er Laas for, Sivert.
OPPASSEREN
Godt.
FALK
Den ber jeg,
Du strax vil brænde.
1.utg: 98
HIS: 162
OPPASSEREN
Brænde?
FALK
Ja til Kul –
(smilende)
Med alle Vexler paa poetisk Guld.
Og Bøgerne, – dem kan Du selv beholde.
OPPASSEREN
Aa nej da; skal jeg slig Bekostning volde?
Men naar Herr Falk kan Bøger bortforære,
Saa er han færdig da med al sin Lære?
FALK
Alt, hvad af Bøger læres, har jeg lært –
Og endda Mere.
HU: 215
OPPASSEREN
Mere? Det var svært.
FALK
Ja skynd Dig; Bærerne staar udfor Døren, –
Nu faar Du hjælpe dem at læsse Børen.
Oppasseren gaar ud til Venstre.
FALK nærmer sig Svanhild, som kommer ham imøde
Vi har en Time, Svanhild, for os selv,
I Lys af Gud og Sommernattens Stjerner.
Se, hvor de glittrer gjennem Løvets Hvælv,
Lig Frugt paa Gren, de Verdenstræets Kjerner.
Nu har jeg brudt det sidste Trældomsbaand,
Nu har for sidste Gang mig Svøben rammet;
Som Jacobs Ætt, med Vandringsstav i Haand
Og rejseklædt, jeg staar for Paaskelammet.
HIS: 163
Du sløve Slægt, hvis Syn er stængt og lukt
For Løftets Land bag Ørkensandets Flugt,
Du travle ridderslagne Træl af Tiden,
1.utg: 99
Mur Du kun Kongegrav i Pyramiden, –
Jeg gaar til Frihed gjennem Døgnets Ørk,
For mig er Fremkomst selv i Havets Fjære;
Men Fiendens Fylking, Løgnens fule Lære,
Skal finde der sin Gravtomt, dyb og mørk!
(kort Ophold; han ser paa hende og tar hendes Haand)
Du er saa stille, Svanhild!
SVANHILD
Og saa glad!
O lad mig drømme, lad mig stille drømme.
Tal Du for mig; frem gaar da, som paa Rad,
Min Tankes Knopper, sprungne ud til Kvad,
Lig modne Liljer over Tjernets Strømme.
FALK
Nej, sig det engang til, med Sandheds rene
Usvigelige Røst, at Du er min!
O sig det, Svanhild, sig –
SVANHILD kaster sig om hans Hals
Ja, jeg er din!
FALK
Du Sangfugl, sendt af Gud til mig alene!
HU: 216
SVANHILD
Jeg var en Hjemløs i min Moders Hus,
Jeg var en Ensom i mit eget Indre,
HIS: 164
En ubedt Gjæst i Glædens Glans og Sus, –
Gjaldt Intet der – ja stundom endnu mindre.
Se da kom Du! For første Gang paa Jord
Jeg fandt min Tanke bag en Andens Ord;
Hvad spredt jeg drømte, vidste Du at samle,
Du Ungdomskjække mellem Livets Gamle!
Halvt stødte Du mig bort med hvass Forstand,
Halvt vidste Du med Solblink mig at drage,
Som Havet drages af en løvgrodd Strand
Og Skjæret skyver Sjøerne tilbage.
1.utg: 100
Nu har jeg seet til Bunden af din Sjæl,
Nu har Du mig udelelig og hel;
Du Løvtræ over Bølgeleg, Du Kjære,
Mit Hjertes Flugt har Flod, men aldrig Fjære!
FALK
Og takket være Gud, at han har døbt
Min Kjærlighed i Smertens Bad. Jeg vidste
Knapt selv hvad Trang mig drog, før dyrekjøbt
Jeg saa i Dig den Skatt, jeg skulde miste.
Ja priset han, som i min Livsensbog
Med Sorgens Indsegl har min Elskov adlet,
Som gav os Fribrev paa vort Sejerstog,
Og bød os jage hjemad gjennem Skog,
Som Adelspar, paa Vingehesten sadlet!
SVANHILD peger mod Huset
Derinde er der Fest i alle Sale,
Der lyser Lamper for de unge To,
Der lyder glade Venners Sang og Tale.
Fra Alfarvejen skulde Hvermand tro,
At der er Lykken – blandt de glade Røster.
(medlidende)
HIS: 165
Du Verdens Lykkebarn, – Du stakkels Søster!
FALK
Du siger stakkels!
HU: 217
SVANHILD
Har hun ikke delt
Sit Sjæleguld med ham og alle Frender,
Sat ud sin Kapital paa hundred Hænder,
Saa Ingen skylder hende Summen helt?
Hos Ingen af dem har hun Alt at kræve,
For Ingen af dem har hun helt at leve.
O, jeg er tifold rigere end hun;
Jeg har en Eneste i Verden kun.
Tomt var mit Hjerte da med Sejersfaner,
Med tusindfoldig Sang, Du drog derind;
1.utg: 101
Du raader der paa alle Tankens Baner,
Lig Vaarens Vellugt fylder Du mit Sind.
Ja, jeg maa takke Gud i denne Time,
At jeg var ensom indtil Dig jeg fandt, –
At jeg var død og hørte Klokken kime,
Som kaldte mig til Lys fra Livets Tant.
FALK
Ja vi, de venneløse To i Verden,
Vi er de rige; vi har Lykkens Skatt,
Vi, som staar udenfor og ser paa Færden
Igjennem Ruden i den stille Natt;
Lad Lamper lyse og lad Toner klinge,
Lad dem derinde sig i Dansen svinge; –
Se opad, Svanhild, – opad i det Blaa, –
Der lyser ogsaa tusind Lamper smaa –
HIS: 166
SVANHILD
Lytt stilt, Du Elskte, – i den svale Kveld
Gaar gjennem Lindens Løv et Tonevæld –
FALK
Det er for os de tindrer højt i Salen –
SVANHILD
Det er for os det synger gjennem Dalen!
FALK
Jeg føler mig som Guds forlorne Barn;
Jeg svigted ham og gik i Verdens Garn.
Da vinked han mig hjem med milde Hænder;
Og nu, jeg kommer, nu han Lampen tænder,
Bereder Højtid for den fundne Søn,
Og skjænker mig sit bedste Værk i Løn.
HU: 218
Fra denne Stund jeg sværger, ej at svigte, –
Men staa som væbnet Vagt i Lysets Lejr.
Vi holder sammen og vort Liv skal digte
En Højsang stærk om Kjærlighedens Sejr!
1.utg: 102
SVANHILD
Og se, hvor lett det er for To at vinde,
Naar han er Mand
FALK
Og hun er heltud Kvinde; –
Det var ugjørligt at to Slige faldt!
SVANHILD
Saa op til Kamp mod Savnet og mod Sorgen;
(viser Falks Ring, som hun bær paa Fingeren)
I denne Stund fortæller jeg dem Alt!
HIS: 167
FALK
hurtigt
Nej, Svanhild, ikke nu; vent til imorgen!
Ikveld vi plukker Lykkens Roser røde;
At gaa til Dagværk nu, var Helligbrøde.
(Døren til Havestuen aabnes)
Din Moder kommer! Skjul Dig! Som min Brud
Skal intet Øje Dig iaften møde!
De gaar ud mellem Træerne ved Lysthuset. Fru Halm og Guldstad kommer ud paa Altanen.
FRU HALM
Han flytter virkelig!
GULDSTAD
Det ser saa ud.
STYVER kommer
Han flytter, Frue!
FRU HALM
Ja, Du gode Gud, –
Vi ved det nok!
STYVER
Det er en slemm Omstændighed.
Han holder Ord; jeg kjender hans Ubændighed.
Han sætter os i Bladet Allesammen;
Min Kjæreste blir trykt i flere Oplag,
Imellem Kurve, Tvillinger og Opslag.
1.utg: 103
Hør, ved De hvad; hvis ej det var for Skammen,
Jeg foreslog Forlig, en Vaabenstilstand –
HIS: 168
HU: 219
FRU HALM
Det tror De han gaar ind paa?
STYVER
Ja, jeg tror.
Der er Indicier, der er visse Spor,
Som viser, at da nys det store Ord
Han førte, var han i beskjænket Tilstand.
Ja, der er Prov, som, om just ikke fældende,
Dog taler meget stærkt imod Angjældende;
Det er ham overført, at efter Bordet
Han indfandt sig i Linds og egen Bolig,
Og viste der en Adfærd, højst urolig,
Slog sønder – –
GULDSTAD ser et Glimt af Falk og Svanhild, som skilles idet Falk gaar op mod Baggrunden; Svanhild blir staaende skjult ved Lysthuset
Stopp, vi er paa rette Sporet!
Et Øjeblik, Fru Halm! Falk flytter ikke,
Og gjør han det, da gjør han det som Ven.
STYVER
Saa? Tror De ogsaa –?
FRU HALM
Aa, hvor vil De hen!
GULDSTAD
Ej længer, Frue, end det kan sig skikke;
Jeg grejder Sagen til gjensidigt Held.
Blot et Minut paa Tomandshaand –
HIS: 169
FRU HALM
Nu vel!
De gaar sammen ud i Haven; under det Følgende ser man dem fra og til i Baggrunden i ivrig Samtale.
1.utg: 104
STYVER
stiger ned i Haven idet han opdager Falk, som staar og ser ud over Vandet
De Herrer Digtere er Hævns- og Hads-Mænd;
Men vi Regjeringsfolk er fine Statsmænd;
Jeg vil arbejde for mig selv –
(ser Præsten, som kommer fra Havestuen)
Se saa!
STRAAMAND paa Altanen
Han flytter virkelig!
(gaar ned til Styver)
HU: 220
Aa, Kjære, – gaa,
Gaa ind et lidet Øjeblik i Stuen
Og hold min Kone –
STYVER
Skal jeg holde Fruen!
STRAAMAND
Med Selskab, mener jeg. Vi og de Smaa,
Vi er saa vante til at være sammen,
Og aldrig –
(idet Fruen og Børnene viser sig i Døren)
Naa, der er de alt paa Trammen!
FRU STRAAMAND
Hvor er Du, Straamand?
STRAAMAND sagte til Styver
Find paa et Par Ord, som
Kan fængsle dem, – en Ting, som er lidt morsom!
HIS: 170
STYVER
gaar op paa Altanen
Har Fruen læst Departementets Bønskrift?
Det er et Mønster paa stilistisk Skjønskrift; –
(tar en Bog op af Lommen)
Nu skal jeg in extenso referere –
(nøder dem høfligt ind i Stuen igjen, og gaar selv med. Falk kommer frem i Haven; han og Straamand mødes; de ser en Stund paa hinanden)
1.utg: 105
STRAAMAND
Nu?
FALK
Nu?
STRAAMAND
Herr Falk!
FALK
Herr Pastor!
STRAAMAND
Er De mere
Medgjørlig nu, end da vi skiltes?
FALK
Nej,
Jeg gaar min ufravigelige Vej –
STRAAMAND
Selv om De træder Næstens Lykke ned?
FALK
Jeg planter Sandheds Urt i Lykkens Sted.
(smilende)
Forresten tænker De nok paa Avisen
For Elskende?
HIS: 171
HU: 221
STRAAMAND
Naa, var det kanske Spøg?
FALK
Ja, trøst Dem med, det Værk gaar op i Røg;
I Gjerning, ej paa Prent, jeg bryder Isen.
STRAAMAND
Og om De sparer mig, saa ved jeg vist en
Person, som ikke slipper mig saa lett;
Han nytter Overtaget, han, Kopisten, –
Og det er Deres Skyld, og det er slett.
De rørte op i gamle Sværmerier,
1.utg: 106
Og De kan bande paa, han ikke tier
Med dem, ifald jeg mukker blot et Ord
Mod Kravet, som de gnaaler paa i Kor.
Regjeringsfolket har en svare Magt
I Pressen nuomstunder, er mig sagt.
En Styverfængeropsats kan mig fælde,
Hvis den blir prentet i det store Blad,
Som slaar med Samsons Haandgevær og Vælde,
Og gaar ivej med baade Not og Vad,
Besynderlig mod Slutten af Kvartalerne –
FALK indrømmende
Ja – hørte Deres Saga til Skandalerne – –
STRAAMAND forsagt
Alligevel. Det Blad har mange Spalter;
Pas paa; der offres jeg paa Hævnens Alter.
FALK med Lune
Paa Straffens, mener De, – og vel fortjent.
Der gaar en Nemesis igjennem Livet;
HIS: 172
Den rammer sikkert, skjønt den rammer sent, –
At rømme væk fra den, er Ingen givet.
Har En forsyndet sig imod Ideen,
Saa kommer Pressen, dens aarvaagne Vagt,
Og man faar finde sig i Efterveen.
STRAAMAND
Men Herregud, naar slutted jeg Kontrakt
Med den «Ide», som føres her i Munden!
Jeg er jo Ægtemand, Familjefar, –
HU: 222
Husk paa, at tolv Umyndige jeg har; –
Jeg er jo af min Dagliggjerning bunden,
Jeg har Annexer og en vidtstrakt Gaard,
En talrig Buskap, aandelige Faar, –
1.utg: 107
Se, de skal plejes, klippes, røgtes, fores;
Der træskes skal og i Komposten klores;
Man spør om mig i Fjøset og i Kveen; –
Naar faar jeg Tid at leve for Ideen!
FALK
Ja, saa rejs hjem igjen jo før jo heller;
Kryb ind, før Vinter, under Tørvetaget.
Se, i det unge Norge er det daget;
Den kjække Fylking tusind Stridsmænd tæller,
Og Morgenvindens Strømning fylder Flaget.
STRAAMAND
Og, unge Mand, ifald jeg rejste hjem
Med alle Mine, ja med alle dem,
Som var igaar mit lille Kongerige, –
Har ikke Mangt idag da vendt sig om?
Tror De jeg rejser rig, som da jeg kom –
(da Falk vil svare)
HIS: 173
Nej vent, og hør paa, hvad jeg har at sige.
(træder nærmere)
Der var en Tid, da jeg var ung, som De,
Og ikke mindre kjækk og uforfærdet.
Jeg sled for Brød og der gik Aar forbi;
Se, sligt gjør Aanden ej, som Haanden, hærdet.
Jeg kom dernord; mit Hjem laa stilt bag Fjeldet,
Og Verdens Ring for mig blev Præstegjeldet. –
Mit Hjem – Herr Falk! Ja, ved De hvad et Hjem er?
FALK kort
Det har jeg aldrig vidst.
STRAAMAND
Det vil jeg tro.
Et Hjem er der, hvor dejligt Rum for Fem er,
Skjønt der blandt Fiender vel blev trangt for To.
Et Hjem er der, hvor alle dine Tanker
Kan lege frit, som Børn paa Faders Fang,
HU: 223
Hvor ej din Røst paa Hjertedøren banker,
Før Svaret lyder i beslægtet Sang.
1.utg: 108
Et Hjem er der, hvor dine Haar kan graane,
Og Ingen mærker, at Du ældes dog,
Hvor kjære Minder tykkes Dig at blaane,
Som Aasens Ryggning blaaner bagom Skog.
FALK med tvungen Spott
De blir jo varm –
STRAAMAND
Ved det, som De kun ler af!
Saa uligt har Vorherre os To skabt.
Mig fattes det, som De fik desto mer af;
Men jeg har vundet der, hvor De har tabt.
Fra Skyen skimtet, ser ud som en Skrøne,
HIS: 174
Mangt Sandhedskorn ved Landevejens Kant;
De vil tilvejrs, jeg knapt til Tagets Møne, –
En Fugl blev skabt til Ørn –
FALK
Og en til Høne.
STRAAMAND
Ja le De kun, og lad det være sandt.
Jeg er en Høne; – godt! Men under Vingen
Jeg har en Kyllingflok, og De har ingen!
Og jeg har Hønens Mod og Hjerterum,
Og jeg slaar fra mig, naar det Mine gjælder.
Jeg ved jo nok, De mener jeg er dum,
Ja muligt, at en værre Dom De fælder,
Og holder mig for gridsk paa Verdens Gods – –
Godt, ingen Strid om sligt imellem os!
(griber Falks Arm og tilføjer dæmpet, men med stigende Styrke)
Ja, jeg er gridsk og dum og sløv tillige,
Men jeg er gridsk for dem, som Gud mig gav,
Og jeg fordummedes i Trængselskrige,
Og jeg blev sløv paa Ensomhedens Hav.
Men alt som Ungdomssnekken, Sejl for Sejl,
Gik under bag den endeløse Dønning,
Da stak en anden op paa Havets Spejl,
HU: 224
Og bar for Landvind ind med Livets Lønning.
1.utg: 109
For hver en Drøm, som gik i Strævet under,
For hver en Springfjær, som paa Flugten knak,
Jeg fik til Skjænk et lidet Guds Vidunder,
Og Herrens Skjænk jeg tog med Pris og Takk.
For dem jeg stred, for dem jeg bar i Dynge,
HIS: 175
For dem jeg tyded selv den hellige Skrift; –
Det var min Blomstergaard, min Børneklynge; –
Nu har De plettet dem med Spottens Gift!
De har bevist, æsthetisk og forfatterligt,
At al min Lykke var en Daares Tro,
At det, jeg tog for Alvor, det var latterligt; –
Nu kræver jeg, giv mig igjen min Ro,
Men giv mig den foruden Brækk og Men –
FALK
De kræver, jeg skal Lykkens Hjemmel drøfte –
STRAAMAND
Ja, De har kastet paa min Vej en Sten,
En Tvivlens Sten, som ikkun De kan løfte.
Tag væk det Spiltaug mellem mig og Mine,
Som De har bygt, tag Klaven af min Hals –
FALK
De tror, at jeg har Løgnens Lim tilfals,
For Lykkens sprukne Kar med det at kline?
STRAAMAND
Jeg tror, at Troen, som De rev omkuld
Med Ord, den kan med Ord igjen De rejse;
Jeg tror De kan den brukne Lænke svejse; – –
Døm om igjen, – tal Sandhed hel og fuld,
Bevis paanyt – saa jeg kan Flaget hejse –
FALK stolt
Jeg stempler Lykkens Messing ej som Guld.
HIS: 176
STRAAMAND
ser fast paa ham
Saa kom ihug, her nys blev sagt et Ord
1.utg: 110
Af En, som vejrer Sandhedsharens Spor:
(med opløftet Finger)
Der gaar en Nemesis igjennem Livet;
At rømme væk fra den, er Ingen givet!
Han gaar mod Huset.
HU: 225
STYVER
kommer ud med Briller paa og med den aabne Bog i Haanden
Herr Pastor, De maa være som en Vind!
De Unge græder –
BØRNENE i Døren
Far!
STYVER
Og Fruen venter!
Straamand gaar ind i Huset.
STYVER
Den Dame har ej Sands for Argumenter.
(putter Bogen og Brillerne i Lommen og kommer nærmere)
Falk!
FALK
Ja!
STYVER
Jeg haaber Du har skiftet Sind.
FALK
Og hvorfor?
HIS: 177
STYVER
Aa, det er da lett forklarligt;
Du indser sagtens, det er uforsvarligt
At gjøre Brug af konfidentielle
Meddelelser; – dem maa man ej fortælle.
FALK
Nej, jeg har hørt, at det skal være farligt.
STYVER
Ja Død og Pine!
1.utg: 111
FALK
Ja, men blot for Storfolk.
STYVER ivrig
Det farligt er for alle Slags Kontorfolk.
Du kan vel tænke Dig, hvor det formindsker
Hver Udsigt for mig, dersom Chefen tror,
Jeg har en Pegasus, som gaar og vrinsker
I Arbejdstiden i et sligt Kontor.
Du ved, fra «Revisjonen» og til «Kirken»
Man ynder ikke Vingehestens Virken.
Men værst det blir, ifald det kommer ud,
At jeg har brudt Kontorets store Bud,
Og aabenbaret skjulte Ting af Vigtighed.
FALK
Saa den er strafbar, slig en Uforsigtighed?
STYVER hemmelighedsfuld
Den tvinge kan en offentlig Person
Til at begjære strax sin Demission.
HU: 226
Det er et Lovbud for os, Statens Mandfolk,
At gaa med Laas for Munden selv blandt Grandfolk.
HIS: 178
FALK
Men det er jo tyrannisk af en Hersker
At binde Mund paa den – Kopist, som tærsker.
STYVER trækker paa Skuldrene
Det er legalt; maa lydes uden Knurr.
Desuden, i et Tidspunkt, som nærværende,
Da Gagerevisjonen staar for Tur,
Det er ej klogt at yttre sig belærende
Om Arbejdstidens Brug og dens Natur.
Se, derfor er det at jeg ber Dig: ti dog; –
Et Ord kan skille mig ved –
FALK
Porteføljen?
1.utg: 112
STYVER
Officielt benævnes det « Kopibog».
Den Protokol er egentlig som Søljen,
Der lukker Linet for Kontorets Barm;
At gramse bagom der, forvolder Harm.
FALK
Og dog det var Dig selv, som bad mig tale,
Og kaste ud et Vink om Pultens Skatt.
STYVER
Ja, vidste jeg at Præsten kunde dale
Saa dybt i Dynd, han, som har Lykken fatt,
Som er i Embed, som har Kone, Børn,
Og Penge til at trodse Livets Tørn?
Men kan han falde ned til slig Filister,
Hvad skal man sige da om os Kopister,
Om mig, som er i uforfremmet Stand
HIS: 179
Og har en Kjæreste, og snart skal giftes,
Og passe paa at der Familje stiftes,
Etcetera!
(hæftigere)
O, var jeg Velstandsmand,
Jeg skulde spænde Pandseret om Hærden
Og slaa i Bordet til den hele Verden.
Og var jeg enligt Mandfolk, jeg, som Du,
HU: 227
Da kan Du lide paa, at gjennem Sneen,
Som Plog, jeg skulde brøjte for Ideen!
FALK
Saa berg Dig, Mand!
STYVER
Hvad!
FALK
Der er Tid endnu!
Agt ikke Verdens uglekloge Dommerfugl,
Husk, Frihed gjør en Kaalorm selv til Sommerfugl!
1.utg: 113
STYVER
træder tilbage
Du mener at jeg skulde bryde –!
FALK
Ja; –
Er Perlen væk, hvad gjælder Skallet da?
STYVER
Sligt Forslag kunde stilles til en Rus,
Ej til en Mand med Karakter i Jus!
Jeg regner ej, hvad Kristian den Femte
I sin Tid om Trolovelser bestemte, –
Thi det Slags Forhold findes ej berørt i
Lov om Forbrydelser af To-og-fyrti;
For saa vidt var ej Sagen kriminel,
HIS: 180
Det var jo intet Brudd paa det Legale –
FALK
Der kan Du se!
STYVER fast
Ja men alligevel, –
Om slig en Exception blir aldrig Tale.
I trange Tider holdt vi trofast sammen;
Hun fordrer ikke stort af Livets Gammen,
Og jeg er nøjsom, har alt længe sporet,
At jeg blev skabt for Hjemmet og Kontoret.
Lad Andre følge Svaneflokkens Flugt;
Liv i det Smaa kan ogsaa være smukt.
Hvad siger ej etsteds Geheimeraad Göthe
Om Mælkevejen, skinnende og hvid?
Af den kan Ingen skumme Lykkens Fløde,
Og endnu mindre hente Smørret hid – –
FALK
Naa, var end Maalet Lykkesmørrets Kjærning,
Maa Aanden raade dog i al din Slid; –
HU: 228
En Mand skal være Borger af sin Tid,
1.utg: 114
Men adle Tidens borgerlige Gjerning.
Ja vistnok er der Skjønhed i det Smaa;
Men Kravet er at kjende og forstaa.
Ej Hver, som ynder at haandtere Sølen,
Maa derfor tro sig Ligemand med « Dølen».
STYVER
Saa lad os gaa med Fred vor jævne Vej;
Vi stænger ikke Stierne for Dig,
Vi følger Gaden, Du i Højden svæver.
Hm, der foer ogsaa hun og jeg engang;
HIS: 181
Men Dagens Krav er Arbejd, ikke Sang, –
Den dør man fra, alt eftersom man lever.
Se, Ungdomslivet er en stor Proces
Og den unødigste af alle Trætter; –
Gaa paa Akkord, og tænk ej paa Regres;
Thi Sagen taber Du for alle Retter.
FALK kjækk og trøstig idet han kaster et Øje paa Lysthuset
Nej, er den ind for sidste Domstol kommen, –
Jeg ved, der er Benaadning bagom Dommen!
Jeg ved, et Liv kan leves ud af To,
Med frelst Begejstring og med reddet Tro;
Men Du forkynder Tidens usle Lære:
At Idealet er det Sekundære!
STYVER
Nej det Primære; thi dets Hverv er ude,
Som Blomstens Hverv – naar Frugten sætter Knude.
(inde ved Pianoet spiller og synger Frøken Skjære: « Ach Du lieber Augustin». Styver standser og lytter i stille Bevægelse)
Hun kalder paa mig med den samme Sang,
Som talte, da vi mødtes første Gang.
(lægger Haanden paa Falks Arm og ser ham ind i Øjet)
Saa tidt hun den til Liv i Længsel henter,
Gaar ud ifra min Kjærestes Tangenter
Bekræftet Afskrift af det første Ja.
Og naar vor Kjærlighed tilslutt har Endskab,
HU: 229
Og afdør, til Opstandelse som Venskab,
1.utg: 115
Skal Sangen binde mellem før og da.
Og krøges end min Rygg iflugt med Pulten,
Og blir mit Dagværk kun en Krig mod Sulten,
Saa gaar jeg glad dog Vejen til mit Hjem,
HIS: 182
Hvor det Forsvundne staar i Toner frem.
Er der en stakket Kveldstund helt vor egen, –
Da er jeg sluppen skadesløs fra Legen!
Han gaar ind i Huset. Falk vender sig mod Lysthuset. Svanhild kommer frem; hun er bleg og oprørt. De ser en Stund i Taushed paa hinanden og kaster sig med Hæftighed i hinandens Arme.
FALK
O, Svanhild, lad os holde trofast ud!
Du friske Friluftsblomst paa Kirkegaarden, –
Der ser Du hvad de kalder Liv i Vaaren!
Der lugter Lig af Brudgom og af Brud;
Der lugter Lig, hvor To gaar Dig forbi
Paa Gadehjørnet, smilende med Læben,
Med Løgnens klumre Kalkgrav indeni,
Med Dødens Slapphed over hver en Stræben.
Sligt kalder de at leve! Himlens Magter,
Er slig en Lod da værd de tusind Fagter?
At drætte Børnedrifter op til Sligt,
At fede dem med Rettsind og med Pligt,
At gjøde dem med Tro en stakket Sommer, –
Til Brug, naar Sjæleslagtningstiden kommer!
SVANHILD
Falk, lad os rejse!
FALK
Rejse? Og hvorhen?
Er ikke Verden overalt den Samme,
Og findes ej paa Hvermands Vægg igjen
Den samme Løgn i Sandheds Glas og Ramme?
Nej, vi vil blive, nydende Spektaklet,
HIS: 183
Tragikomedien, Harlekinsmiraklet –
Et Folk, som tror – hvad hele Folket lyver! –
Se Præsten og hans Kone, Lind og Styver,
HU: 230
Som Kjærlighedens Julebukke takklet,
1.utg: 116
Med Løgn i Hjertet og med Tro i Munden, –
Og endda respektable Folk igrunden!
De lyver for sig selv og for hverandre;
Men Løgnens Indhold, det tør Ingen klandre; –
Hver regner sig, skjønt Havsnødsmand paa Kjølen,
For Lykkens Krøsus, salig som en Gud;
Selv drev de sig af Paradiset ud,
Og bums til Ørerne i Svovelpølen;
Men Ingen af dem skjønner hvor han sidder,
Og Hvermand tror sig Paradisets Ridder,
Og Hvermand smiler under Ak og Uf;
Og kommer Belzebub med Brøl og Gluff,
Med Horn og Bukkeben og noget Værre, –
Da muntrer man sin Nabo med et Puff:
Tag Hatten af Dig; se, der gaar Vorherre!
SVANHILD efter en kort tankefuld Stillhed
Hvor underfuldt en kjærlig Haand har pegt
Paa Vejen for mig til vort Vaardagsstævne.
Det Liv, jeg har i spredte Drømme legt,
Skal jeg fra denne Stund mit Dagværk nævne.
O, gode Gud! Hvor famled jeg iblinde; –
Da bød Du Lys, – da lod Du ham mig finde!
(ser paa Falk med stille kjærlig Forundring)
Hvad Kraft er dog i Dig, Du stærke Træ,
Som staar i Vindfaldsskogen rank og frodig,
Som staar alene, og som dog har Læ
For mig –?
HIS: 184
FALK
Guds Sandhed, Svanhild; – den gjør modig.
SVANHILD ser mod Huset med et Udtryk af Skyhed
De kom som onde Fristere, de To,
Hver Talsmand for sin halve Del af Slægten.
En spurgte: Hvor kan Ungdomselskov gro,
Naar Sjælen luder under Velstandsvægten?
HU: 231
Den Anden spurgte: Hvor har Elskov Liv,
1.utg: 117
Naar Kravet er en evig Armodskiv?
Forfærdeligt – at præke denne Lære
Som Sandheds Ord, og endda Livet bære!
FALK
Og hvis det nu gjaldt os?
SVANHILD
Gjaldt os? Hvad da?
Kan ydre Vilkaar gjøre til og fra?
Jeg har alt sagt Dig det; hvis Du vil stride,
Da vil jeg staa og falde ved din Side.
O, Intet er saa lett, som Biblens Bud,
At lægge Hjemmet bag sig, juble, lide,
Og følge den, man elsker, frem til Gud.
FALK favner hende
Saa komm da, Vintervejr, med Vold og Vælde!
Vi staar i Stormen; os kan Ingen fælde!
Fru Halm og Guldstad kommer ind fra Højre i Baggrunden. Falk og Svanhild blir staaende ved Lysthuset.
HIS: 185
GULDSTAD
dæmpet
Se, Frue!
FRU HALM overrasket
Sammen!
GULDSTAD
Tvivler De endnu?
FRU HALM
Det var mærkværdigt!
GULDSTAD
Aa, jeg har nok mærket,
At han saa stillt har ruget over Værket.
FRU HALM hen for sig
Hvem skulde tænkt at Svanhild var saa slu?
1.utg: 118
(livligt, til Guldstad)
Men, nej, jeg kan ej tro –
GULDSTAD
Vel; det skal prøves.
FRU HALM
Nu strax paa Stedet?
GULDSTAD
Ja, og eftertrykkeligt.
FRU HALM rækker ham Haanden
Gud være med Dem!
GULDSTAD alvorlig
Takk, det kan behøves.
(kommer nedover)
HIS: 186
HU: 232
FRU HALM
ser sig tilbage idet hun gaar
Hvad Udfald Sagen faar, blir Barnet lykkeligt.
(gaar ind i Huset)
GULDSTAD nærmer sig til Falk
Det er vel knapt med Tiden?
FALK
Et Kvarter,
Saa gaar jeg.
GULDSTAD
Der behøves ikke mer.
SVANHILD vil fjerne sig
Farvel!
GULDSTAD
Nej bi!
1.utg: 119
SVANHILD
Skal jeg?
GULDSTAD
Til De har svaret.
Imellem os maa Alting være klaret; –
Vi Tre faar tale ud af Hjertet sammen.
FALK overrasket
Vi Tre?
GULDSTAD
Ja, Falk, – nu maa vi kaste Hammen.
FALK undertrykker et Smil
Til Tjeneste.
HIS: 187
GULDSTAD
Saa hør. Det er omtrent
Et halvt Aars Tid vi har hinanden kjendt;
Vi kjækkled –
FALK
Ja.
GULDSTAD
Fast aldrig var vi enige;
Vi gav hinanden tidt det glatte Lag;
De stod som Høvding for en stortænkt Sag,
Jeg var kun en af Døgnbedriftens Menige.
Og endda var det som en Streng, der bandt
Imellem os, som tusind glemte Sager
Ifra min egen Ungdoms Tankelager,
De støved op og frem for Dagen fandt.
Ja ja, – De ser paa mig; men graasprængt Haar
Har ogsaa flommet frit og brunt en Vaar,
Og Panden, som Ens Dagliggjerning dynker
HU: 233
Med Trældomssved, bar ikke altid Rynker.
Dog nok om det; jeg er Forretningsmand –
1.utg: 120
FALK
lett spottende
De er den sunde praktiske Forstand.
GULDSTAD
Og De er Haabets unge glade Sanger.
(træder mellem dem)
Se derfor, Falk og Svanhild, staar jeg her.
Nu maa vi tale; thi den Stund er nær,
Som bær i Skjoldet Lykke eller Anger.
FALK spændt
Saa tal!
HIS: 188
GULDSTAD
smilende
Jeg sagde Dem igaar, jeg grunded
Paa et Slags Digtning –
FALK
Paa en faktisk.
GULDSTAD nikker langsomt
Ja!
FALK
Og hvis man spør, hvor De tar Stoffet fra –?
GULDSTAD ser et Øjeblik paa Svanhild og vender sig atter mod Falk
Det er et fælles Stoff vi To har fundet.
SVANHILD
Nu maa jeg gaa.
GULDSTAD
Nej bliv og hør tilende.
En anden Kvinde bad jeg ej om Sligt;
Dem, Svanhild, har jeg lært tilbunds at kjende;
Til Snærperi er Deres Sind for rigt.
1.utg: 121
Jeg saa Dem voxe, saa Dem foldes ud;
De ejed Alt, hvad jeg hos Kvinden skatter; –
Men længe saa jeg kun i Dem en Datter, –
Nu spør jeg – vil De være mig en Brud?
Svanhild viger sky tilbage.
FALK griber ham ved Armen
Tal ikke mere!
HIS: 189
GULDSTAD
Rolig; hun skal svare.
Spørg ogsaa De, – saa kan hun vælge frit.
FALK
Jeg – siger De!
GULDSTAD ser fast paa ham
Det gjælder at bevare
Tre Liv for Lykken, – ej allene mit.
Forstill Dem ej; det nytter Dem kun lidt;
HU: 234
Thi skjønt min Gjerning ligger i det Lave,
Saa fik jeg endda et Slags Klarsyns-Gave.
Ja, Falk, De elsker hende. Glad jeg saa
Den unge Kjærlighed i Blomst at staa;
Men denne Kjærlighed, den stærke, kjække,
Den er det, som kan hendes Lykke knække.
FALK farer op
Det tør De sige!
GULDSTAD rolig
Med Erfarings Rett.
Hvis nu De hende vandt –
FALK trodsende
Hvad saa?
1.utg: 122
GULDSTAD
langsomt og med Eftertryk
Ja sætt
Hun turde Alt paa denne Grundvold bygge,
Og vove Alt paa dette ene Kort, –
Og Livets Storm saa fejed Grunden bort,
Og Blomsten falmed under Tidens Skygge?
HIS: 190
FALK
forglemmer sig og udbryder
Ugjørligt!
GULDSTAD ser betydningsfuldt paa ham
Hm, saa tænkte ogsaa jeg,
Da jeg var ung, som De. I gamle Dage
Jeg brandt for En; da delte sig vor Vej.
Igaar vi mødtes; – Intet er tilbage.
FALK
Igaar?
GULDSTAD smiler alvorligt
Igaar. De kjender Præstefruen –
FALK
Hvad? Det var hende, som –
GULDSTAD
Som tændte Luen.
For hende sørged jeg i mange Aar,
Og i dem alle stod hun for mit Minde,
Som den hun var, hin unge fagre Kvinde,
Dengang vi mødtes i den friske Vaar.
Nu tænder I den samme Daarskabsild,
Nu frister I det samme Vovespil, –
Se derfor er det at jeg siger: Varlig!
Stands lidt, og tænk jer om; – jer Leg er farlig!
HU: 235
FALK
Nej, jeg har sagt det hele Thevandslag
Min stærke Tro, som ingen Tvivl kan fælde –
1.utg: 123
HIS: 191
GULDSTAD
udfylder Meningen
At Kjærligheden efter frit Behag
Kan trodse Vane, Nød og Sorg og Ælde.
Naa, lad saa være; muligt er det sandt;
Men se nu Sagen fra en anden Kant.
Hvad Elskov er, ved Ingen at forklare;
Hvori den stikker, denne glade Tro,
At En blev skabt til saligt Liv i To –
Se, det kan ingen Mand paa Jord besvare.
Men Ægteskabet, det er noget Praktisk,
Og ligesaa Forlovelse, min Ven; –
Og lett det lar sig eftervise faktisk,
At En er skikket just for den og den.
Men Kjærligheden kaarer jo iblinde,
Den vælger ej en Hustru, men en Kvinde;
Og hvis nu denne Kvinde ej er skabt
Til Viv for Dem –?
FALK spændt
Nu?
GULDSTAD trækker paa Skuldrene
Saa er Sagen tabt.
En lykkelig Forlovelse betinges
Ej blot af Elskov, men af meget mer,
Familjelemmer, som man gjerne ser,
Af Sind, som under samme Hatt kan bringes.
Og Ægteskabet? Ja, det er et Hav
Af lutter Fordringer og lutter Krav,
Som lidet har med Elskov at bestille.
Her kræves Huslighed og Dyder milde,
Her kræves Kjøkkensands og andet Sligt,
Forsagelse og Agt for Bud og Pligt, –
Og Meget, som i Frøkenens Nærværelse
HIS: 192
Ej gjøres kan til Gjenstand for Belærelse.
FALK
Og derfor –?
1.utg: 124
HU: 236
GULDSTAD
Lyd et Raad, saa godt, som Guld.
Brug lidt Erfaring; hør Dem om i Livet,
Hvor hvert Par Elskende tar Munden fuld,
Som hele Millionen dem var givet.
For Alteret skal de sporenstregs, de To;
De faar et Hjem og er i Lykkens Kridthus;
Saa gaar en Tid i Sejersrus og Tro;
Saa kommer der en Opgjørsdag; – jo, jo!
Da er det hele Bo et stort Fallithus!
Fallit er Ungdoms Blomst paa Konens Kind,
Fallit er Tankens Flor i hendes Indre;
Fallit er Sejrens Mod i Mandens Sind,
Fallit hver Glød, som fordum saaes at tindre;
Fallit, fallit er hele Boets Masse;
Og slige To gik dog i Livet ind
Som Elskovs Handelshus af første Klasse!
FALK i stærkt Udbrudd
Det er en Løgn!
GULDSTAD urokkelig
For nogle Timer siden
Var det dog Sandhed. Det var Deres Ord,
Da her De stod, som han i Brabantstriden,
Og sloges med det ganske Thevandsbord.
Da lød Benægtelsen fra alle Kanter,
Som nu fra Dem; og det er saare grejdt;
Vi finder Alle jo, det er lidt lejt
HIS: 193
At høre Døden nævne, naar vi skranter.
Se Præsten, han, som komponerte, malte,
I Elskovsdagene, med Aand og Smag; –
Hvor kan De undres paa at Manden dalte,
Da han og hun kom under fælles Tag?
Hun var jo skabt for ham til Elskerinde, –
Til Viv for ham hun skabtes ingensinde.
Og saa Kopisten, som skrev gode Vers?
Da Fyren var i Herrens Navn forlovet,
Kom hele Rimeriet strax paatvers,
1.utg: 125
HU: 237
Og siden den Tid har hans Muse sovet
Ved Rokkeduren af en evig Jus.
Der ser I – –
(betragter Svanhild)
Fryser De?
SVANHILD sagte
Jeg fryser ikke.
FALK tvinger sig ind under en spøgende Tone
Og naar det aldrig ender med et Plus,
Men kun med Minus, – hvorfor vil De stikke
Den Kapital, De raader over, i
Sligt lidet fordelagtigt Lotteri?
Det lader næsten, som De har den Tro,
At De blev særlig skabt for Bankerotten?
GULDSTAD ser paa ham, smiler, og ryster paa Hovedet
Min kjække unge Falk, – gjem lidt paa Spotten. –
Paa to Slags Vis et Par kan sætte Bo.
Det grundes kan ved Illusjonskreditten,
Ved Langsigtsvexler paa en evig Rus, –
Paa Permanents af Aldren atten–nitten,
HIS: 194
Og paa Umulighed af Gigt og Snus; –
Det grundes kan paa rosenrøde Kinder,
Paa klare Øjne og paa lange Haar,
Paa Trygghed for, at aldrig Sligt forsvinder,
Og at Parykkens Time aldrig slaar.
Det grundes kan paa stemningsfulde Tanker,
Paa Blomsterflor i Ørkenstøvet tørt,
Paa Hjerter, der, et Livsløb gjennem, banker,
Som da det første Ja blev sagt og hørt.
Hvad kaldes slig Trafik? De Navnet kjender; –
Det kaldes Humbug, – Humbug, kjære Venner!
FALK
Nu skjønner jeg, De er en farlig Frister, –
De, Velstandsmanden, kanske Millionær,
1.utg: 126
Mens Alt, hvad mit i denne Verden er,
Blev baaret bort af to Artillerister.
HU: 238
GULDSTAD
skarpt
Hvad mener De med det?
FALK
Det ligger nær;
Thi den solide Grundvold, kan jeg tænke,
Er sagtens Mynt, – Mirakelmidlet Mynt,
Som laaner mangen middelaldersk Enke
Sankt Gjertruds Gyldenglorie til Pynt.
GULDSTAD
Aa nej, den er dog Noget, som er bedre.
Den er den stille, hjertevarme Strøm
Af venlig Agt, der kan sin Gjenstand hædre,
Saa fuldt, som Jublen i en Ørskedrøm.
Den er en Følelse af Pligtens Lykke,
HIS: 195
Af Omsorgs Velbehag, af Hjemmets Fred,
Af Viljens Bøjning mod hinanden ned,
Af Vaagen for at ingen Sten skal trykke
Den Kaarnes Fod, hvor hun i Livet skred.
Den er den Mildhedshaand, som læger Saarene,
Den Mandekraft, som bær med villig Rygg,
Den Ligevægt, som rækker gjennem Aarene,
Den Arm, som støtter tro og løfter trygg. –
Det er det Indskudd, Svanhild, jeg kan byde
Til Deres Lykkes Byggning; svar mig nu.
(Svanhild gjør en stærk Anstrængelse for at tale; Guldstad løfter Haanden og hindrer hende)
Betænk Dem vel, at ej De skal fortryde!
Vælg mellem os med klar og sindig Hu.
FALK
Og hvoraf ved De –
GULDSTAD
At De elsker hende!
Det har jeg læst paa Deres Øjnes Bund.
1.utg: 127
Sig ogsaa hende det i denne Stund.
(trykker hans Haand)
Nu gaar jeg ind. Lad Legen faa en Ende.
Og tør De love mig med Haand og Mund,
At være hende slig en Ven i Livet,
Slig Stav paa Vejen, slig en Trøst i Nød,
HU: 239
Som jeg kan være det, –
(vender sig til Svanhild)
Nu godt, saa skriv et
Udslettningsmærke over det, jeg bød.
Da har jeg sejret, sejret i det Stille;
De vinder Lykken; det var det, jeg vilde.
(til Falk)
Og, det er sandt, – De talte før om Mynt;
Tro mig, den er lidt mer, end Flitterpynt.
Jeg staar allene, kjender ingen Kjære;
HIS: 196
Alt det, som mit er, det skal Deres være;
De blir som Søn for mig, og hun min Datter.
De ved, ved Grændsen ejer jeg et Brug;
Did flytter jeg, De sætter Disk og Dug,
Og er saa Aaret omme, sees vi atter. –
Nu kjender De mig, Falk; gransk nu Dem selv,
Glem ej, at Farten nedad Livets Elv
Er ingen Leg, er ej at nyde, svælge; –
Og saa, i Herrens Navn, – saa faar I vælge!
(gaar ind i Huset. Ophold. Falk og Svanhild ser sky mod hinanden)
FALK
Du er saa bleg.
SVANHILD
Og Du saa stille.
FALK
Ja.
SVANHILD
Han var os værst.
FALK hen for sig
Han stjal mig Margen fra.
1.utg: 128
SVANHILD
Hvor haardt han slog.
FALK
Han vidste godt at ramme.
SVANHILD
Det var, som Alt gik under i det Samme.
(nærmere ved ham)
Hvor vi vare rige, rige i hinanden,
Da hele Verden havde os forladt,
HIS: 197
Da vore Tanker steg, som Slag mod Stranden
Af Bølgebrydning i den stille Natt.
Da var der Sejersmod i vore Sjæle,
HU: 240
Og Lid paa evig Elskov mellem To; –
Han kom med Verdens Gaver, tog vor Tro,
Og planted Tvivl, – og saa forgik det Hele!
FALK med vild Heftighed
Riv det af Mindet ud! Alt, hvad han sagde,
Var sandt for Andre, men en Løgn for os!
SVANHILD ryster stille paa Hovedet
Den Aker, som et Tvivlens Haglslag lagde,
Kan aldrig svaje mer i Livsenstrods.
FALK med udbrydende Angst
Jo, vi To, Svanhild –!
SVANHILD
Slipp et Haab, som daarer;
Ifald Du Løgnen saaer, Du høster Taarer.
De Andre, siger Du? Og tror Du ej,
At Hver og En har tænkt, som Du og jeg,
At han var den, som turde trodse Lynet, –
Hvem ingen Storm til Jorden kunde slaa,
Hvem Taagebanken fjernt i Himmelsynet
Paa Uvejrsvinger aldrig kunde naa?
1.utg: 129
FALK
De Andre delte sig mod spredte Maal;
Jeg vil din Elskov kun, og den allene.
Se, de forskriger sig i Livets Skraal,
Jeg stillt skal støtte Dig med stærke Grene.
HIS: 198
SVANHILD
Men dersom den alligevel gik under,
Den Kjærlighed, som skulde bære Alt, –
Har Du da det, som endda Lykken grunder?
FALK
Nej, med min Kjærlighed det Hele faldt.
SVANHILD
Og tør Du helligt love mig for Gud,
At aldrig den, lig visnet Blomst, skal hænge,
Men dufte, som idag, og holde ud
For hele Livet?
FALK efter et kort Ophold
Den vil holde længe.
SVANHILD smerteligt
O, «længe», «længe»; – usle Armodsord!
HU: 241
Hvad gjælder «længe» vel for Kjærligheden?
Det er dens Dødsdom, Meldugg over Sæden.
«Paa evigt Liv for Kjærlighed jeg tror» –
Den Sang skal altsaa tie, og isteden
Det lyde skal: Jeg elsked Dig ifjor!
(som løftet af en stærk Indskydelse)
Nej, saa skal ej vor Lykkes Dag gaa under,
Ej dø med Solgraad bag en Sky i Vest; –
Vor Sol skal slukkes, lig et Luftvidunder,
I Middagsstunden, der den glittrer bedst!
FALK forfærdet
Hvad vil Du, Svanhild!
1.utg: 130
HIS: 199
SVANHILD
Vi er Børn af Vaaren;
Bag den skal ikke komme nogen Høst,
Da Sangerfuglen tier i dit Bryst
Og aldrig længes did, hvor den er baaren.
Bag den skal aldrig noget Vinterdække
Slaa Linet over alle Drømmes Lig; –
Vor Kjærlighed, den glade, sejerskjække,
Skal Sot ej tære paa, ej Ælde svække, –
Dø skal den, som den leved, ung og rig!
FALK i dyb Smerte
Og langt fra Dig – hvad blev mig der vel Livet!
SVANHILD
Hvad blev det nær mig – uden Kjærlighed?
FALK
Et Hjem!
SVANHILD
Hvor Lykkens Alf med Døden stred.
(med Styrke)
Til Viv for Dig blev Evnen ej mig givet,
Det ser jeg nu, det føler jeg og ved!
Jeg kunde Elskovs glade Leg Dig lære,
Men tør din Sjæl ej gjennem Alvor bære.
(nærmere og med stigende Ild)
Nu har vi jublet i en Vaardags Rus;
Nu ingen søvnig Døs paa Slappheds Puder!
HU: 242
Giv Alfen Vinger, lad for Sangens Sus
Ham gaa paa Flugt i Flok med unge Guder!
Og er den kantret end, vor Fremtids Baad, –
Et Brett er oven Vande, – jeg ved Raad;
Den kjække Svømmer rækker Paradiset!
HIS: 200
Lad Lykken synke, gaa i Graven vaad;
Vor Kjærlighed skal dog, Gud være priset,
Naa sejersfrelst iland ifra Forliset!
FALK
O, jeg forstaar Dig! Men at skilles saa!
1.utg: 131
Just nu, den fagre Verden staar os aaben, –
Her, midt i Vaaren, under Himlen blaa,
Den samme Dag vor unge Pagt fik Daaben!
SVANHILD
Just derfor maa vi. Efter denne Stund
Vort Jubeltog gaar nedad Bakke kun!
Og ve, naar engang Regnskabsdagen kommer,
Og naar vi stædes for den store Dommer,
Og naar han kræver, som retfærdig Gud,
Den Skatt han laante os i Livsenshaven –
Da, Falk, et Svar, som sletted Naaden ud:
«Den har vi mistet undervejs til Graven!»
FALK i stærk Besluttning
Kast Ringen!
SVANHILD ildfuldt
Vil Du!
FALK
Kast den! Jeg forstaar Dig!
Ja, det er kun paa denne Vej, jeg naaer Dig!
Som Grav er Vej til Livets Morgenskjær,
Saa er og Elskov først til Livet viet,
Naar løst fra Længsler og fra vild Begjær
Den flyer til Mindets Aandehjem befriet!
Kast Ringen, Svanhild!
HIS: 201
SVANHILD
jublende
Jeg har løst min Pligt!
Nu har jeg fyldt din Sjæl med Lys og Digt!
Flyv frit! Nu har Du Dig til Sejer svunget, –
Nu har din Svanhild Svanesangen sunget!
(tar Ringen af og trykker et Kys paa den)
HU: 243
Til Verdens Fald imellem Havets Siv
Dukk ned, min Drøm, – Dig offrer jeg isteden!
(gaar et Par Skridt opover, kaster Ringen ud i Fjorden og nærmer sig Falk med et forklaret Udtrykk)
1.utg: 132
Nu har jeg mistet Dig for dette Liv, –
Men jeg har vundet Dig for Evigheden!
FALK stærk
Og nu til Dagens Gjerning hver for sig!
Paa Jorden krydses aldrig mer vor Vej.
Hver gaar til sit, hver strider uden Klage.
Vi smittet var af Tidens Feberdamp;
Vi vilde Sejrens Løn foruden Kamp,
Sabbatens Fred foruden Virkedage,
Skjønt Kravet er at kjæmpe og forsage.
SVANHILD
Men ikke sygt.
FALK
Nej, nej, – med Sundheds Mod.
Os truer ingen Flomm af Straffens Flod;
Det Minde, vi To har for Livet arvet,
Skal straale smukt fra mørke Skyer ud,
Og staa som fagrest Regnbue, syvfold farvet, –
Som Pagtens Tegn imellem os og Gud.
I Skjær af det Du gaar til stille Pligter –
HIS: 202
SVANHILD
Og Du gaar opad mod dit Maal som Digter!
FALK
Som Digter; ja, thi det er hver den Mand,
I Skolestue, Thingsal eller Kirke,
Hver den, i Højheds som i Ringheds Stand,
Der øjner Idealet bag sit Virke.
Ja, opad gaar jeg; Flugtens Hest er sadlet;
Jeg ved, min Gjerning er for Livet adlet!
Og nu, Farvel!
SVANHILD
Farvel!
1.utg: 133
FALK
favner hende
Et Kys!
SVANHILD
Det sidste!
(river sig løs)
Nu kan jeg glad for dette Liv Dig miste!
HU: 244
FALK
Om alle Lys i Verden slukkes ud, –
Lystanken lever dog; thi den er Gud.
SVANHILD fjerner sig mod Baggrunden
Farvel!
(gaar videre)
FALK
Farvel! – Jeg raaber glad endda –
(svinger Hatten)
Guds fagre Kjærlighed paa Jord, Hurra!
HIS: 203
Døren aabnes. Falk gaar over mod Højre; de Unge blandt Gjæsterne kommer ud under Latter og Glæde.
DE UNGE PIGER
Til Dans i Haven!
EN ENKELT
Livet er at danse!
EN ANDEN
En Vaardags Blomsterdans med friske Kranse!
NOGLE
Ja, danse, danse!
ALLE
Ja, og aldrig standse!
Styver kommer med Straamand under Armen. Fru Straamand og Børnene følger efter.
STYVER
Ja Du og jeg er Venner fra idag.
STRAAMAND
Og jeg og Du vil slaa for fælles Sag.
1.utg: 134
STYVER
Naar begge Statens Magter slaar sig sammen –
STRAAMAND
Blir Resultatet Alles –
HIS: 204
STYVER
hurtigt
Tarv!
STRAAMAND
Og Gammen.
Fru Halm, Lind, Anna, Guldstad og Frøken Skjære, samt Resten af Gjæsterne kommer ud. Hele Familjens Øjne søger Falk og Svanhild. Almindelig Studsen, da man ser dem hver for sig.
FRØKEN SKJÆRE mellem Tanterne, slaar Hænderne sammen
Hvad? Sig mig om jeg drømmer eller vaager!
LIND som Intet har mærket
Jeg faar vel hilse paa min nye Svoger.
(han tilligemed flere af Gjæsterne nærmer sig Falk, men farer uvilkaarligt et Skridt tilbage ved at se paa ham, og udbryder)
HU: 245
Hvad er der hændt med Dig? Du har, som Janus,
To Ansigter!
FALK med et Smil
Jeg raaber, som Montanus,
Jorden er flak, Messieurs; – mig skuffed Øjet;
Flak, som en Brødlev, – er I nu fornøjet!
(gaar raskt ud til Højre)
FRØKEN SKJÆRE
En Kurv!
TANTERNE
En Kurv!
HIS: 205
FRU HALM
Hys, lad det bli fortiet!
(gaar opover til Svanhild)
1.utg: 135
FRU STRAAMAND
til Præsten
Tænk Dig, en Kurv!
STRAAMAND
Men er det muligt!
FRØKEN SKJÆRE
Ja!
DAMERNE fra Mund til Mund
En Kurv! En Kurv! En Kurv!
De samler sig i Klynge længere inde i Haven.
STYVER som forstenet
Hvad? Har han friet?
STRAAMAND
Ja tænk Dig, Du! Han lo af os, ha, ha, –
De ser maalløse paa hinanden.
ANNA til Lind
Naa, det var rigtig godt. Uf, han var fæl!
LIND omfavner og kysser hende
Hurra, nu er Du min i alle Dele!
De gaar opover i Haven.
HIS: 206
GULDSTAD
ser tilbage mod Svanhild
Her er nok Noget brustet i en Sjæl;
Men det, som endnu lever, vil jeg hele.
STRAAMAND faar Mælet igjen og omfavner Styver
Nu kan Du trøstig blive ved at være
Forlovet med din elskte Frøken Skjære!
STYVER
Og Du kan skue gladelig din Slægt
Forøget aarligaars med unge Straamænd!
1.utg: 136
HU: 246
STRAAMAND
gnider sig fornøjet i Hænderne og ser ud efter Falk
Det var tilpass for ham, den frække Knægt; –
Saa skal de ha’e det, disse kloge Spaamænd!
De gaar opover i Samtale, idet Fru Halm nærmer sig med Svanhild.
FRU HALM dæmpet og ivrig
Og Intet binder Dig?
SVANHILD
Nej, Intet binder.
FRU HALM
Nu godt; saa kjender Du en Datters Pligt –
SVANHILD
Raad over mig.
HIS: 207
FRU HALM
Takk, Barn.
(med et Tegn mod Guldstad)
Han er et rigt
Parti, og naar der Intet er til Hinder –
SVANHILD
Jo, Et forlanger jeg ved denne Pagt:
At flytte bort –
FRU HALM
Det er jo just hans Agt.
SVANHILD
Og Frist –
FRU HALM
Hvorlænge da? Husk, Lykken kalder.
SVANHILD smiler stille
Aa, ikke længe; blot til Løvet falder.
Hun gaar henimod Altanen; Fru Halm opsøger Guldstad.
1.utg: 137
STRAAMAND
mellem Gjæsterne
Et, kjære Venner, har vi lært idag:
Om Tvivlsmaal tidt os haardelig belejrer,
Saa vinder over Slangen Sandheds Sag,
Og Kjærligheden sejrer.
GJÆSTERNE
Ja, den sejrer!
HIS: 208
De omfavnes og kysses parvis. Udenfor tilvenstre høres Latter og Sang.
FRØKEN SKJÆRE
Hvad er nu det?
ANNA
Studenterne!
LIND
Kvartetten,
HU: 247
Som gaar tilfjelds, – og jeg, som rent har glemt
At sende Afbud –
Studenterne kommer ind fra Venstre og blir staaende ved Indgangen.
EN STUDENT til Lind
Her er vi paa Pletten!
FRU HALM
Saa det er Lind, De søger?
FRØKEN SKJÆRE
Det er slemt;
Han er forlovet nu –
EN TANTE
Saa De kan skjønne,
Han Intet har at gjøre i det Grønne.
STUDENTEN
Forlovet!
ALLE STUDENTERNE
Gratulerer!
1.utg: 138
HIS: 209
LIND
Mange Takk.
STUDENTEN til Kammeraterne
Der ligger altsaa Sangerskuden bakk.
Hvad gjør vi nu? Vi mangler vor Tenor.
FALK der kommer fra Højre, sommerklædt, med STUDENTERHUE, Skræppe og Stav
Den synger jeg i Norges Ungdoms Kor!
STUDENTERNE
Du, Falk! Hurra!
FALK
Tilfjelds, i Guds Natur,
Som Bien jager fra sit Vinterbur!
Jeg har en dobbelt Sangbund i mit Bryst,
En Langelek med underspundne Strenge,
Med tvefold Klang, en høj for Livets Lyst,
Og en, som dirrer under, dybt og længe.
(til Enkelte mellem Studenterne)
Du har Paletten? – Du Papir til Noder?
Godt; sværm da, Biflok, i det grønne Løv,
Hjem bær vi engang Hjemmets Blomsterstøv
Til Kubens Dronning, til vor store Moder!
(henvendt til Selskabet, idet Studenterne gaar og Koret fra første Akt istemmes dæmpet udenfor)
Tilgiv mig Alt, det Større, som det Mindre.
Jeg Intet huske vil;
( sagte)
men Alt erindre.
HU: 248
STRAAMAND
i overstadig Glæde
Pyt, nu er Lykkepotten atter hel!
Min Kone har et Haab, et sødt, forjættende –
HIS: 210
(trækker ham hviskende tilside)
Nys hun betrode mig, den kjære Sjæl –
(uhørligt imellem)
Hvis Alt gaar godt … til Mikkelsdag … det Trettende!
1.utg: 139
STYVER
med Frøken Skjære under Armen, vender sig til Falk, smiler hoverende og siger, idet han tyder mod Præsten
Jeg faar de hundred Daler, sætter Bo –
FRØKEN SKJÆRE nejer ironisk
Ved Juletider kaster jeg min Pigekjole.
ANNA ligesaa, idet hun tar Kjærestens Arm
Min Lind blir her, lar Troen være Tro –
LIND dølger sin Forlegenhed
Og søger Plads som Lærer paa en Pigeskole.
FRU HALM
Jeg øver Anna op i alskens Dueligheder –
GULDSTAD alvorlig
Jeg gaar til Arbejds med et bramfrit Digt –
Om En, som lever for en hellig Pligt.
FALK med et Smil ud over Mængden
Og jeg gaar opad – til en Fremtids Muligheder!
Farvel!
(dæmpet til Svanhild)
Gud signe Dig, min Livsvaars Viv; –
Hvor langt jeg gaar, skal dog min Gjerning naa Dig!
(svinger Huen og følger Studenterne)
HIS: 211
SVANHILD
ser en kort Stund efter ham og siger stille men stærk
Nu er jeg færdig med mit Friluftsliv;
Nu falder Løvet; – lad nu Verden faa mig.
I dette Øjeblik spilles op til Dans ved Pianoet, og Champagnen knalder i Baggrunden. Herrerne flyver om mellem hverandre med sine Damer under Armen; Guldstad nærmer sig Svanhild og bukker for hende; hun farer et Øjeblik sammen, men fatter sig og rækker ham Haanden. Fru Halm og den nærmeste Familje, som
1.utg: 140
spændt har iagttaget Scenen, iler til og omringer dem
HU: 249
under høj Glæde, der overdøves af Musikken og Munterheden blandt de Dansende længere inde i Haven.
Men langt oppe fra Landet, og klingende igjennem Dansemusikken, lyder kraftigt og kjækt:
KOR AF FALK OG STUDENTERNE
Og har jeg end sejlet min Skude paa Grund,
O, saa var det dog dejligt at fare!
DE FLESTE PAA SCENEN
Hurra!
Dans og Jubel; Tæppet falder.
HIS: 212
HIS: 213
APPENDIKS
IBSENS FORORD TIL ANNEN UTGAVE 1867
HIS: 214
1.utg: [III]
HU: 250
HIS: 215
Till anden Udgave
Nærværende Digt er skrevet i Sommeren 1862 og første Udgave udkom samme Aars Vinter.
Men jeg begik den Fejl at udgive Bogen i Norge. Baade Tid og Sted var uheldigt valgt.
Digtet vakte en Storm af Uvilje, voldsommere og mere udbredt, end de fleste Bøger skal kunne rose sig af i et Samfund, hvis overvejende Flerhed ellers betragter literære Anliggender som sig saa temmelig uvedkommende.
Modtagelsen overraskede mig forøvrigt ikke. « Den sunde Realisme», som vi Normænd, ialfald for Realismens om end ikke for Sundhedens Vedkommende, med Føje tør tillægge os, bringer os ganske naturligt till i det Bestaaende at se det Berettigede, i Oppgavens Løsning at se dens Idé. Denne Betragtningsmaade skaber et inderligt Velbefindende, men just ikke saa megen Klarhed.
Da jeg nu i min Komedie efter bedste Evne svang Pidsken over Kjærlighederne og Ægteskaberne, var det i sin Orden at de Mange skreg paa Kjærlighedens og Ægteskabets Vegne. Den Tankens Tugt og Dressur, som kræves for at begribe Vildfarelsen, har Flertallet indenfor vor bogdømmende og læsende Almenhed kun
HIS: 216
ufuldstændigt gjennemgaaet. Det er imidlertid ikke min Sag at give noget Kursus. Et Forord er ingen ABC.
1.utg: [IV]
HU: 251
Till Danmark kom der i sin Tid neppe synderlig flere Exemplarer af Digtet, end dem, der tillstilledes de kjøbenhavnske Blade till Anmeldelse.
For den Kritik, som dersteds blev min Bog tilldel, har jeg overhovedet al Grund till at være takknemmelig. Mangen Bemærkning derfra har været vækkende for mig, og naar jeg desuagtet, med Undtagelse af nogle sproglige Rettelser, lader denne nye Udgave udkomme i uforandret Skikkelse, saa sker det fordi jeg ved den mellemliggende Tid og Udvikling er kommen for langt bort fra Digtet till at jeg skulde kunne haabe ved Ændringer hist og her at kunne tillvejebringe nogen organisk Forbedring af det, som nu engang er og maa være Kjernen i det Hele.
Enkelte lokale Hentydninger vil maaske være uforstaaelige for danske Læsere; men disse Hentydninger ere ikke mange og desuden uvæsenlige for Forstaaelsen af Digtets Gang og Tanke.
Rom, i Januar 1867 Henrik Ibsen

Forklaringer

Vis kommentarer i teksten
Tegnforklaring inn her